V og S arrangerer fælles valgmøder
Venstre og Socialdemokratiet i Syddjurs arbejder sammen i valgkampen. »Det handler om Djursland«
Selvom der kæmpes for hver sin kandidat, har Venstre og Socialdemokraterne i Syddjurs sat sig ved det runde bord og i fællesskab arrangeret tre valgmøder, hvor de lokale kandidater Jens Kloppenborg, Venstre, og Leif Lahn, Socialdemokratiet, har udfordret hinanden til duel.
Hvert af de tre møder har fokus på hver sine særlige emner. Første møde skydes i gang i Ebeltoft, hvor duellanterne på Maltfabrikken den 19. oktober kl. 19 kommer til at skyde med skarpt, og hvor emnerne bliver ældreområdet og den offentlig sektor.
Senere følges det op med to møder i henholdsvis Mørkehallen den 26. og Hornslethallen den 31. oktober. I Mørke vil emnerne være uddannelse og infrastruktur. Emner, der har stor bevågenhed på Djursland og berører borgerne, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to partiforeninger.
På valgkampens allersidste aften bydes der i Hornslet på debat om børnefamiliernes vilkår og med fokus på den generelle økonomiske udvikling, hvor inflationen bider sig fast. Det bliver således det ’sidste ord’ i den lokale valgkamp i Hornslet. Når mødet slutter i Hornslet, er valgkampen forbi,og få timer efter om morgenen 1. november, er det vælgernes tur.
Der er lagt op til tre møder, hvor de to garvede politikere forventes at give hinanden kamp til stregen, og alle møder ledes af Lokalredaktør Lars Norman Thomsen.
De lokale foreninger for Venstre og Socialdemokratiet håber, at mange vil møde op. Valgkamp er ikke kun plakater og kommentatorernes analyser i nyhederne. I disse møder tages debatten helt ud til borgerne og de to politikere, der er kendt som dygtige debattører, der har en rigtig god relation sammen, vil tegne de politiske forskelle op med fokus for borgerne på Djursland. Vel mødt.