Borgere mener ikke, at de bliver hørt i sag om stærkt trafikeret vej
Hasle Fællesråd er trætte af ikke at blive hørt i sag om stærkt trafikeret vej - nu kalder de borgerne ind.
Borgerne er dybt frustrerede. Den trafiktunge Herredsvej i Hasle forlænger morgenerne med 20 minutters tomgang og bilos.
Hasle Fællesråd kalder nu til borgermøde omkring den massive trafik på vejen. Formålet er at høre borgernes holdninger og ønsker til at løse myldretidens trafikkaos. Mødet skal afholdes torsdag den 27. oktober.
Fællesrådet oplever, at kommunen ikke lytter til borgernes klager om trafikken på vejen. Heller ikke da kommunen, år tilbage, renoverede vejen blev Hasles borgere spurgt. Kun borgerne som bor op ad vejen blev hørt.
»I en situation, hvor man laver et ret betydeligt indgreb, så bør man spørge alle borgere, som bruger vejen, og ikke bare de, der bor ved siden af,« siger fællesrådsformand Klaus Lind Bendixen.
Renoveringsarbejdet dækker den nordlige del af vejen, som fører mod hospitalet.
Nu oplever cyklister besvær med at krydse Herredsvej, mener Klaus Lind Bendixen. Midterrabatten er ikke mulig at krydse for cyklisterne, der kører på den nordlige del af vejen.
Fællesrådsformanden peger på, at ved Snogebæksvej må cyklister køre en omvej og lave en u-vending for at komme til Hasle Skole og midtbyen.
Myldretid
»Som borger i Hasle er det utilfredsstillende, at man ikke inddrager os, når man renoverer en vej, der er så vigtig for os alle,« siger Klaus Lind Bendixen og fortsætter:
»Borgerinddragelse er ellers noget man går meget op i, i Aarhus Kommune. De er gode til at inddrage os som fællesråd, men i den her sag er det ikke sket.«
Til borgermødet inviteres beboerne til at fremstille gode ideer og løsninger. Fællesrådet vil tage ideerne med videre og præsentere dem for kommunen.
»Kommunen er bekendt med problemerne, vi har frembragt det før. Nu vil vi have borgernes udtalelser. En ting er, hvad vi postulerer, en anden er, hvad borgerne siger,« fortæller formanden.
Det er ifølge Klaus Lind Bendixen ikke rimeligt, at bilisterne venter i 20 minutter for at forlade en sidevej til Herredsvej.
Fødevej til Skejby
En borger skriver på Facebook, at der kun er en enkel vognbane på den sydlige del af Herredsvej. Det betyder, at biler, som drejer mod Skejby fra villavejene, må vente på, at cyklisterne får krydset den stærkt trafikkerede vej.
»Det er en relativ snæver vej, som ikke er dimensioneret til den trafik, som vejen oplever hver morgen. Det er især trafikken til Skejby, der gør vejen svært trafikkeret,« siger Klaus Lind Bendixen.
Der er nu meget lidt trafik på villavejene som gør dem sikre for beboerne, hvilket er på grund renoveringsarbejdet fra kommunen, men nu er hovedvejen problemet.
»Villavejene er lukket for gennemkørende trafik i det her område, men betyder, at Herredsvej nu er en fødevej til Skejby,« siger formanden.
Fællesrådet håber på at høre fra en masse engagerede borgere, der alle kan bidrage med nye løsninger. Da fællesrådsformanden blev spurgt om, hvad han gerne vil have, at der sker med vejen, svarede han:
»Jeg ser gerne, at der bliver taget hensyn til cyklister. På en eller anden måde skal Herredsvej fredeliggøres.«