V-kandidat i Østjylland bliver siddende i nordsjællandsk kommunalbestyrelse, hvis han bliver valgt til Folketinget
Hvis Jens Kloppenborg bliver valgt ind i Folketinget af østjyderne, så forlader han ikke sin plads i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune
Venstre-politikeren Jens Kloppenborg er opstillet til valget i Østjylland, men til daglig besidder han en post i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune. Her er han 2. viceborgmester, med i to udvalg og desuden formand for et midlertidigt såkaldt paragraf 17/4-udvalg, hvis arbejde ophører til sommer. Han ser dog ingen konflikt i at bestride både sit kommunalpolitiske tillidshverv og en plads i Folketinget.
»Der er borgere i Rudersdal, som har stemt på mig, og det vil jeg ikke negligere ved at træde ud af kommunalbestyrelsen i utide. Jeg er opdraget til, at jeg ikke render fra min plads, så jeg færdiggør selvfølgelig min opgave i Rudersdal, uanset om jeg bliver valgt til Folketinget eller ej.«
Han tilføjer:
»Det skal grundlæggende være muligt at varetage arbejdet i kommunalbestyrelsen ved siden af et fuldtidsarbejde. Det mener jeg helt principielt er vigtigt, for det gavner sammensætningen af lokalpolitikerne. Ellers risikerer vi, at det pludselig er folk der ikke behøver at arbejde, der varetager opgaven, og så afspejler vi jo ikke længere samfundet.«
Papnæse
Det lyder måske tidskrævende at være 2. viceborgmester, men det er det faktisk ikke, forklarer Jens Kloppenborg.
»Det er det, vi, sådan lidt for sjovt, kalder en papnæse. Der følger ingen betaling med for den post, og der er reelt ikke meget arbejde i det heller, så det er ikke en faktor i forhold til arbejdspresset, hvis jeg skulle blive valgt ind i Folketinget.«
Jens Kloppenborg bor til daglig i Vedbæk på Nordsjælland. Det faktum er han blevet konfronteret med mange gange på sin valgkampsturné rundt i østjyske, for hvorfor stiller han så op i Østjylland, og vil han pleje områdets interesser tilstrækkeligt, når han selv bor i den anden ende af landet?
»Jeg kan godt forstå, at folk spørger ind til det, men jeg kan klart svare, at selvfølgelig vil jeg det. Jeg er født og opvokset i Egå, jeg har læst på journalistuddannelsen i Aarhus og min kone og jeg har sommerhus på Helgenæs. Vi har en stor tilknytning til området.«
Jens Kloppenborg har desuden tidligere siddet i Aarhus Byråd.
»Hvis jeg får et mandat fra Østjyderne, så vil jeg arbejde solen sort for at leve op til det.«
Jens Kloppenborg fortæller i øvrigt, at hvis fremtiden byder på en plads på Christiansborg, så agter han ikke at genopstille til næste kommunalvalg.