Fortsæt til indhold

61.581 stemmeberettigede vælgere i Djurskredsen denne gang

Der har været nettotilflytning af vælgere til Djurskredsen siden valget Grundlovsdag i 2019 på 343.

Politik

Tirsdag vil en pæn procentdel af de 61.581 stemmeberettigede vælgere strømme til de 18 afstemningssteder på Djursland.

Valglokalerne åbner klokken 8 og lukker klokken 20.

Der er 343 flere vælgere, der kan stemme denne gang på Djursland sammenlignet med valget i 2019. Det fremgår af kmdvalg.dk.

14 partier er på listen i Østdjyllands Storkreds. Hertil kommer to lykkeriddere:

Den 37-årige murermester fra Viborg Jesper Antonsen stiller op til Folketinget for løsgænger-partiet Frihedslisten, der blev til efter corona og ikke er opstillingsberettiget.

Antonsen kalder corona ’bullshit-forkølelsen’.

Den anden er industriteknikerlærling Chresten H. Ibsen fra Brabrand, der stiller op for anden til et folketingsvalg. 489 stemmer blev det til sidste gang.

Kandidater, der stiller op uden for partierne, skal inden valget have indsamlet underskrifter fra mindst 150 og højst 200 stillere (vælgere) i den eller de opstillingskredse, hvor kandidaten ønsker at stille op.

Sådan gik det i 2019

Ved valget Grundlovsdag 2019 var det Socialdemokratiet, der hittede mest på Djursland med 14.886 stemmer (29,7 pct).

Efterfulgt af Venstre med 12.700 stemmer (25,4 pct), Dansk Folkeparti med 5.213 stemmer (10,4 pct), SF med 3.630 stemmer (7,2 pct), Enhedslisten med 2.744 stemmer (5,5 pct) Radikale Venstre med 2.630 stemmer (5,2 pct) og Det Konservative Folkeparti med 2.252 (4,5 pct).

Valgets helt store taber på Djursland var Dansk Folkeparti, der mistede hele 7.536 (14,5 pct point) stemmer sammenlignet med folketingsvalget i 2015.

Stemmeprocenten på Djursland i 2019 var 82,65 pct.

Lahn toppede

Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen toppede listen over personlige stemmer på Djursland i 2019.

Sådan tog top 5 sig ud:

  • Leif Lahn Jensen (A): 6.819 personlige stemmer
  • Britt Bager (V): 4.615 personlige stemmer
  • Michael Aastrup Jensen (V): 1.662 personlige stemmer
  • Jakob Ellemann-Jensen (V): 1.452 personlige stemmer
  • Nicolai Wammen (A): 1.291 personlige stemmer