Sidste spørgsmål til din lokale kandidat: Hvor skal der ryddes ud i antallet af tåbelige regler i den offentlige sektor?
Bliv klogere på din lokale kandidats holdning til Djursland. Lokalavisen vil dagligt frem til valget stille folketingskandidaterne opstillet i Djurskredsen et spørgsmål, som har rod i det lokale og relevans for vælgerne.
DAGENS SPØRGSMÅL:
Tema: Regler og bureaukrati
Et gennemgående tema i denne – også denne – valgkamp har været antallet af rigide regler og bureaukrati i det moderne velfærdssamfund. Det gælder ældreplejen og det gælder børn- og ungeområdet m.m.
Der skal luges ud i de mange regler, lyder det på vælgermøderne, men når så man i den allerbedste sendetid får præsenteret et skrækeksempel fra et plejehjem, så skal der pludseligt strammes op og et nyt regelsæt formuleres.
- Hvor mener du, at rigide regler dominerer og er decideret ødelæggende for ansatte i kommunerne og dermed også borgerne?
- Kan du komme med tre eksempler på regler, du decideret vil have fjernet med et pennestrøg.?
Kristian Damsgaard, Konservative:
»Vi bor i et samfund som er demokratisk og styret af regler, så derfor kommer vi ikke til at undvære dem. Men måden vi indordner os reglerne, kan vi ændre på. Dvs. der skal altid være en ankemulighed og en instans som hurtigt og med konduite kan tilpasse reglerne til det enkelte menneske eller den enkelte situation. Naturligvis kan vi ikke annullere fx. fartgrænser - men vi kan se på, om de altid skal lave ATK (automatisk trafikkontrol,red.) lige, når folk er på vej hjem fra arbejde, for enten at hente børn eller købe ind.«
Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet:
»Jeg kender ikke nok til de regler, der er på de forskellige velfærdsområder, og hvilke der skal fjernes. Men det behøver jeg faktisk heller ikke at vide, da vi politikere skal have mere tillid til de ansatte og tro mere på deres faglighed. Så er det op til dem at vurdere, hvilke opgaver der er nødvendige og hvilke der ikke er.«
Men en ting er helt klart, der er for mange regler, og de ansatte bruger for meget tid på det. Det er i i hvert fald det, de siger til mig, når jeg mødes med dem.«
Jens Meilvang, Liberal Alliance:
»Der er ingen tvivl om, at den offentlige sektor har et stort problem med unødig administration og kontrol. Jeg bygger det dels på de mange henvendelser, jeg har fået fra bl.a. sygeplejersker og sosu’er, der kan berette om, at de hver dag bruger meget tid på skemaer og unødig registrering.«
»Samtidig bliver der år for år ansat flere og flere i administration inden for velfærdsområderne. Statisk fra DI viser, at der siden 2007 er ansat 3.600 borgernære medarbejdere (bl.a. sosu’er), men i samme periode er der ansat 6.700 i administrative stillinger inden for samme område. Den udvikling skal vi have vendt, bl.a. via et ansættelsesstop i administrative stillinger.«
»Konkrete forslag til hvilke regler og hvilken registrering, der kan sløjfes uden at gå på kompromis med borgernes sikkerhed, mener jeg, at vi skal undersøge sammen med de medarbejdere, der arbejder med området til dagligt. Det skal dog bemærkes, at den store mængde kontrol og registrering både er et kommunalt og statsligt anliggende.«
Hanne Roed, Radikale Venstre:
»Ældreplejen har gode eksempler på minuttyranni, som tager tiden:
En medarbejder i ældreplejen fortæller, hvordan han bruger tid på at logge sig ind i systemet på sin telefon, hver gang han går ind til en beboer og igen, når han forlader boligen. De registrerer, hvor mange minutter de har til hver opgave hos beboeren, og hvordan de må undlade opgaver, som ikke er bevilliget. Det lyder måske godt i kommunale økonomisystemer, men det fjerner tid og fokus på de ældre. Lad os få ledelse i stedet for styring.«
Sarah Roued Thomsen, Alternativet:
»Alternativet arbejder helt overordnet på at sætte mennesker fri både i deres professionelle arbejde og som privatpersoner. Vi har en lang række forslag til dette.
Tre eksempler fra forskellige områder er:
1: I Alternativet arbejder vi benhårdt på at få fjernet rådighedspligten blandt arbejdssøgende.
Sammen med dette ønsker vi at lave Jobcentrenes arbejde om, så det er funderet på tillid til medarbejdere og borgere og så vores dygtige socialrådgivere kan bruge deres tid på at hjælpe borgerne i deres liv i stedet for at skulle kontrollere og dokumentere.
2: På skoleområdet vil vi bl.a. have fjernet alle specifikke krav om nationale tests og andre ovenfra stillede evalueringer, så skolerne kan sættes fri til at evaluere og teste deres elever som det giver mening og brugbare resultater på den enkelte skole.
3: På sundhedsområdet vil vi sætte psykiatrien fri til at bruge langt flere behandlingsmetoder og flere forskellige professioner i behandlingen. Der er i den grad mangel på psykiatere i psykiatrien, så det vil løse et stort resursemæssigt underskud at løsne op på disse rigide rammer for psykiatrien.«
Erik Poulsen, Danmarksdemokraterne:
»De ansatte i ældreplejen bruger tid på at skulle dokumentere helt dagligdags ting som f.eks. beboernes spise- og toiletvaner, også for beboere der fungerer helt normalt. Det er unødvendigt tidsspilde. De skal redegøre for selv små tidsforskydelser på 15 minutter i forhold til tildeling af daglig medicin. Kan vi ikke nøjes med at konstatere at medicinen er givet?«
»Desuden foregår dokumentationen på en måde, hvor der skal tastes flere koder for at komme ind i systemet, måske kunne nyere teknologi anvendes med ansigtsgenkendelse eller lignende.«
Morten Siig Henriksen, SF:
»Der er brug for et opgør med detailreguleringen, som forhindrer, at medarbejdere træffer de bedste beslutninger og udnytter deres faglighed til at levere det bedste for borgeren.«
»Det gælder eksempelvis på folkeskoleområdet, som i højere grad skal styres efter folkeskolens formålsparagraf fremfor folkeskolereformen fra 2014. Det kan være, at vi skal nyfortolke understøttende undervisning, lektiehjælp, faglig fordybelse, bevægelse, skoledagens længde og dermed øget brug af tolærerordninger.«
Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten:
»Det mest oplagte område at fritage for unødvendige og skadelige regler er omkring jobcentret, hvor syge og ledige i årevis køres rundt en labyrint af unødvendige foranstaltninger og aktiveringer. Syge mennesker skal overhovedet ikke være i jobcentret og overfor ledige skal hovedfokus være på at skaffe jobs.«
»På ældreområdet er der også overflødige regler, som skal afskaffes, men der er også nødvendige regler, f.eks. omkring medicinkontrol.«
»På skoleområdet mener jeg, at børnene skal skånes for krav om unødvendige test.«
Jens Kloppenborg, Venstre:
»Jeg vil naturligvis arbejde for, at vi får en ny borgerlig regering-liberal regering, der sætter fokus på frit valg og at bekæmpe ventelister, ikke private hospitaler og behandlinger. Borgeren skal igen i centrum.«