Efter et par måneder med 19 grader kan Syddjurs Kommune mærke effekten på varmeregningen
Syddjurs Kommunes chef i Team Ejendomme, Steen Daugaard Andersen, forventer at kunne skære en lille halv million af varmeregningen i oktober og november.
Den nuværende energikrise gør, at landets kommuner har taget action på at sænke energiforbruget.
Syddjurs Kommune har arbejdet med energibesparelser i kommunens bygninger i mange år og har opsat systemer som overvåger strøm- og vandforbrug. Her investeres der løbende i energiforbedringer ud fra, hvad der giver de bedste besparelser.
Siden 1. oktober har man holdt temperaturen nede på 19 grader i de bygninger, hvor det har været muligt. Det gælder eksempelvis ikke plejehjemmene.
Effekten har været mærkbar, fortæller afdelingsleder i Team Ejendomme, Steen Daugaard Andersen, Syddjurs Kommune.
»Nu er det ikke alle bygninger, hvor vi kan skrue ned for varmen, men i de bygninger, hvor det går bedst, f.eks. administrationsbygningerne (rådhusene, red.), og nogle af skolerne kan vi se besparelser på omkring 40 procent i oktober og 30 procent i november,« siger Steen Daugaard Andersen.
»Samlet set handler det nok om nok om 25 – 30 procent i oktober og 20 – 25 procent i november svarende til besparelser på cirka 250.000 kroner i oktober og cirka 200.000 kroner i november.«