Socialdemokratiet skal have fundet ny borgmesterkandidat
Hvem skal stå i spidsen for liste A ved det næste kommunalvalg i Norddjurs?
Det gik ikke som håbet for Socialdemokratiet ved kommunalvalget for godt et år siden. Partiet mistede borgmesterposten i Norddjurs Kommune og sagde farvel til 10 procentpoint, da vælgerne havde talt.
Kommunens borgmester gennem 12 år, Jan Petersen måtte indkassere kløene efter en valgperiode, hvor Norddjurs var kommet i økonomisk uføre - selv om der havde været bred politisk opbakning fra andre partier til de hårde sparemetoder, som blev taget i brug og som medførte store skattestigninger og forringet service. Det viste sig at være en dårlig cocktail at gå til valg på - og det blev til et 14-13 flertal til den blå blok og en ny borgmester i form af Venstres Kasper Bjerregaard.
Ny i spidsen
Kort efter valget bebudede Jan Petersen, at denne valgperiode bliver hans sidste som politiker - så derfor skal Socialdemokratiet i løbet af foråret finde ud af, hvem der ved valget i november 2025 skal stå i spidsen for liste A.
Det er således nu, man som medlem af Socialdemokratiet i Norddjurs kan få indflydelse på, hvem der vælges som den nye spidskandidatInge Didriksen
Kandidater til posten skal senest 1. februar melde sig til formanden for den socialdemokratiske fællesledelse i Norddjurs, Inge Didriksen.
Det fremgår af partiets love, at spidskandidater skal have bopæl i Norddjurs kommune, have været medlem af partiet i et år og betalt kontingent. Der kan gives dispensation på en ekstraordinær generalforsamling fra et-års reglen. Hver spidskandidat skal have en underskrift fra 25 stillere, som skal være medlem af Socialdemokratiet og have bopæl i Norddjurs kommune. Hver stiller skal have været medlem i tre måneder, og kan kun være stiller for en kandidat.
»Det er således nu, man som medlem af Socialdemokratiet i Norddjurs kan få indflydelse på, hvem der vælges som den nye spidskandidat. Der vil først i marts måned blive afholdt tre medlemsmøder spredt rundt i kommunen, hvor kandidaterne vil præsentere sig, og der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål,« fortæller Inge Didriksen.
Køreplanen
Muligheden for at underskrive sig som stiller åbnes 6. marts næste år, og skal være afleveret senest 19. marts til kandidatudvalget, som består af formændene for de to partiforeninger Heidi Hass Madsen og Bente Hedegaard, samt fællesledelsesformand Inge Dideriksen.
En eventuel ekstraordinær generalforsamling vil blive afholdt 22. marts, og såfremt der er flere kandidater, vil urafstemning finde sted mellem den 27. marts og 12. april. Resultatet af urafstemningen vil derefter blive offentliggjort.
»Som medlem af Socialdemokratiet vil man ud over at få indflydelse på valg af kandidater til region og kommune også kunne deltage i spændende arrangementer og politiske diskussioner. De to partiforeninger har netop ønsket medlemmerne glædelig jul med afholdelse af bankospil og hyggeligt samvær for hele familie,« siger Inge Didriksen.