Fortsæt til indhold

Go fra Wistoft til partiformand Ellemann til at connecte med Mette Frederiksen

Den tidligere Syddjurs borgmester hælder klart til, at Venstre skal gå i regering med Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som statsminister.

Politik

»Skal Venstre gå med i en ny regering ? Et svært spørgsmål, men måske ikke alligevel.«

Sådan indleder tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) på sin Facebookprofil.

Hvorfor svaret på det svære spørgsmål tilsyneladende er mere enkelt end som så, giver Claus Wistoft efterfølgende:

»Politik handler om indflydelse, og jeg tror vores land har brug for blå indflydelse, og efterhånden som flere og flere røde partier forlader forhandlingerne, tyder noget jo på, at Mette F også har indset dette behov.«

Balsam for Wistoft

Netop Mette Frederiksen steg i Claus Wistofts agtelse, da hun forud for kommunalvalget i 2021 besøgte de lokale socialdemokrater til morgenbrød og sigtekorn i A-huset i Rønde.

Her blev hun spurgt af partifællen, byrådsmedlem Jan Fischer:

»Men Mette, hvad hjælper det, at den (udligningsreformen, red.) giver en kommune som Syddjurs flere penge i kassen, men penge som vi ikke må bruge på bedre service til vores borgere, fordi vi så rammer serviceloftet, som du og regeringen har været med til at aftale med kommunerne.«

Svaret fra Mette Frederiksen var det ventede, at kommunerne er en del af finanspolitikken i Danmark, og derfor kan en regering, som vil føre det, der på politikersprog kaldes ’en ansvarlig økonomisk politik’, ikke bare ukritisk sige til kommunerne »bare brug løs»

»Der skal være en balance mellem den private og den offentlige sektor. Det er den private sektor som leverer den økonomi, som gør, at vi kan opretholde en offentlig sektor på et vist niveau og yde en ordentlig service til vores borgere. Derfor kan det ikke nytte, at vi ansætter flere i den offentlige sektor i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det vil svække vores private sektor, og det vil ikke være ansvarlig økonomisk politik.«

Statsministerens ord var balsam for Wistoft, og han har med garanti løbende mindet de lokale socialdemokrater om, hvad statsministeren forklarede dem uden at blinke.

Ikke skræmt

Måske er det, der gør, at Wistoft ikke er bange for at anbefale partiformand Jakob Ellemann-Jensen at gå i regering med Mette Frederiksen.

»Jeg ved ikke mere end de fleste, men jeg synes ikke historien bør skræmme, jeg tror Venstre vil få ros for at søge indflydelse og tage ansvar, og man præger bedst spillet hvis man har serveretten, og det har en regering.«

»Så - hvis prisen på grisen honoreres tilstrækkeligt, støtter jeg at Venstre går med i regering, idet jeg på ingen måde er tryg ved at overlade indflydelsen til Enhedslisten, SF og Alternativet,« lyder det afsluttende i opslaget på Facebook fra Claus Wistoft.

Reaktioner på Facebook

Niels Schou:
»Venstre er et erklæret liberalt parti i den borgerlige, blå blok ifølge sig selv, i nutiden står det til seriøs drøftelse, hvis Venstre går i regering nu uden at opnå statsministeriet bliver spørgsmålet atter, hvor Venstre -trods løftebrud- befinder sig i forhold til Folketingets øvrige grupper, det ved vi vel knapt endnu. Jeg tænker, Venstres bestyrelse i aften giver os svaret, jeg er bange for folkestyret, hvis man nu siger “go on”.«

Pernille Clausen:

»Pinligt… ulækkert og utroværdigt.«

Esben Skovlund Sørensen:
»I Valgkampen blev der sagt andet, så man må konkludere at Venstres partiledelsen kan man ikke stole på. De tåger rundt Ligesom Moderaterne som fluer på på en lort efter Mette Frederiksen.«

Jan Johansen:

»Det fortæller jo en hel del om Venstre FØJ.«

Pouli Andersen:

»Siger meget om V, de er utroværdige og håber V mister mange vælgere.«

Jeanette Skouboe Gjerulff:

»Meget uenig, Venstre må gerne gå med i en regering men ikke med Mette Frederiksen som statsminister…«

Gustav Bielefeldt:

»Korrektion: Venstre er ikke et borgerligt parti. Venstre tror de er borgerlige, men gennem det sidste årti har de stemt lige som S i ca. 84% af alle afstemninger. Hvis man ser på de sidste 16% har det været i spørgsmål af mindre betydende politisk karakter…»

Christian Skou:

»Gustav Bielefeldt, de har aldrig været borgerlige, de er liberale! De konservative gør ofte den modsatte fejl, nemlig liberale i stedet for at være borgerlige.«

Edith Halager:

»Go for it…For nu skal vi videre. Landet kan ikke blive ved med ikke at have en regering. Nu må der til at føres noget politik.«

Tina Lund Sørensen:

»Helt uenig. Pinligt at JEJ (Jakob Ellemann-Jensen, red.) laver et så stort vælgerbedrag.«