Norddjurs underkendt af Ankestyrelsen
Kommunen har ikke grebet beslutning om ringere rengøring hos ældre og handicappede rigtigt an.
Først var den gal med beslutningen om at aflyse rengøring i eget hjem hos ældre og handicappede i Norddjurs Kommune, som så sig i sin gode ret til at gøre det, selv om borgerne var visiteret til at få gjort rent. Her benyttede kommunen sig af en nødlovgivning under corona - uden at tage højde for, at den lovgivning mindst et halvt år tidligere ikke længere kunne tages i anvendelse. Den fejl har kommunen erkendt og undskyldt for.
Men nu er der ny kritik af kommunen - og igen handler det om rengøring hos de svageste ældre og handicappede.
For at finansiere et merforbrug på 16,3 millioner kroner i 2022 Voksen og Plejeudvalgets område, vedtog et flertal i kommunalbestyrelsen i efteråret uden at benytte den høringsproces, som er lovet Handicaprådet og Ældrerådet, at ændre serviceniveauet for rengøring ved borgere i eget hjem fra hver anden uge til hver tredje uge.
Langt de fleste af de ramte borgere har blot taget den afgørelse til efterretning - efter at have modtaget et brev fra Norddjurs Kommune, der henviser til krigen i Ukraine og stigende inflation som begrundelse for at forringe rengøringen.
Kritik fra Ældre Sagen
Det fik stor kritik fra Ældre Sagen, der kaldte det helt forrykt og absurd at bruge den form for argumentation. Og formanden for Voksen og Plejeudvalget, den konservative Mads Jensen, måtte efterfølgende erkende, at det ikke var den rigtige begrundelse at bruge.
Men en lille gruppe af de berørte borgere valgte at klage over kommunens behandling af dem - og nu har Ankestyrelsen reageret i de første syv klagesager. Med hvad der kun kan tolkes som en hård kritik af Norddjurs Kommune for ikke at have grebet tingene rigtigt an, da sparekravene blev gennemført i al hast.
Det ændrer ikke ved resultatet, fordi kommunen ikke med henvisning til sine kvalitetsstandarder kan nedsætte den udmålte hjælp uden at forklare, hvordan den bevilgede hjælp dækker dit behov for rengøring, når dit behov for hjælp fortsat er uændretAnkestyrelsen
Således er fem af sagerne endt med, at Ankestyrelsen kræver, at borgerne atter får gjort rent hver anden uge - og altså ikke hver tredje som besluttet af politikerne. En sjette sag er henvist til fornyet behandling - og i den periode får de også igen gjort rent hver anden uge. Kun i et enkelt tilfælde anerkender Ankestyrelsen, at Nordjurs Kommune har handlet korrekt ved at vurdere, at rengøring hver tredje uge er tilfredsstillende for borgeren.
Ringere rengøring
I de fem sager, som er faldet ud til klagerens fordel, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af, om det som følge af borgerens funktionsnedsættelse er nødvendigt at fravige serviceniveauet. Og her vurderer Ankestyrelsen, at der er tale om en ringere rengøring - og det skal kommunen indskærpes at tage hånd om, fordi der er pligt til at begrunde afgørelsen.
Ankestyrelsen lægger her vægt på, at Norddjurs Kommune ikke er fremkommet med konkrete forhold, der kan bruges som begrundelse til at ændre fra rengøring hver anden uge til hver tredje.
Det er oplyst, at kommunen har haft en visitator til at ringe til borgerne - som derefter har foretaget en konkret revurdering - som er endt med, at borgeren ikke skal have gjort rent oftere end hver tredje uge.
»Det ændrer ikke ved resultatet, fordi kommunen ikke med henvisning til sine kvalitetsstandarder kan nedsætte den udmålte hjælp uden at forklare, hvordan den bevilgede hjælp dækker dit behov for rengøring, når dit behov for hjælp fortsat er uændret,« hedder det i Ankestyrelsens afgørelse til en borger.
Det betyder, at Norddjurs Kommune har pligt til at forklare de ramte borgere hvorfor man mener, at rengøring hver tredje uge kan dække behovet for at få gjort rent.
Konkret og individuelt
Centralt i disse sager er, at når en borger bevilges rengøringshjælp af kommunen, sker det ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov. Og selv om kommunen beslutter sig for at ændre i serviceniveauet, skal der laves en revurdering af hver eneste bruger og der skal i hvert enkelt tilfælde træffes en ny afgørelse.
Det er her, at Norddjurs Kommune - bevidst eller ubevidst - er gået galt i byen.
Ankestyrelsen mener ikke, at Norddjurs Kommune har oplyst konkrete forhold, der kan begrunde, at hjælpebehovet nu kan dækkes med rengøring hver tredje uge i stedet for hver anden. Det betyder, at kommunen har pligt til at forklare, at borgeren kan kompenseres for sit hjælpebehov inden for den fastsatte kvalitetsstandard og dette skal fremgå af afgørelsen til borgeren.
I en redegørelse til Voksen og Plejeudvalget vurderer forvaltningen, at samtlige redegørelser til borgerne med brug af krigen i Ukraine og inflation i samfundet som begrundelse for ringere rengøring, nu skal genvurderes efter den nye standard med skærpet krav til en begrundelse. Også her vil de berørte borgere, som må forventes at være et betragteligt antal, nu igen blive tilbudt rengøring hver anden uge. Forvaltningen er gået i gang med det omfattende arbejde, men kan ikke aktuelt vurdere, hvor lang tid den opgave tager, men det politiske udvalg vil blive orienteret undervejs i processen.
Det var målet at spare 1,5 millioner kroner på at forringe rengøringen - og på grund af fejlene, som er lavet, kan dette sparemål ikke nås i 2023.