Fortsæt til indhold

Byrådet er optaget af biler, bold og bagerbrød

Velkommen til Det ekstra mandat, hvor vi ser nærmere på, hvad der optager byrådet i øjeblikket.

Politik

Et nyt Vesterbro Torv

Hvad handler sagen om:
I 2018 besluttede byrådet, at Vesterbro Torv skal gøres grønnere og mere fredeligt. Omdannelsen af torvet er skrevet ind i ”Mobilitetsplan for Aarhus midtby”. Nu er Teknik og Miljø klar med et oplæg. Forslaget betyder bl.a., at Vesterbro Torv lukkes for privat biltrafik, p-kælderen sløjfes og der laves en bussluse på Nørre Allé. Vejen på torvets nordside bliver fjernet og Vester Allé samt Hjortensgade ensrettes.

»Der vælges ikke en kompromisløsning, men den fulde pakke,« lyder det fra Liv Gro Jensen (SF).

Hvem er for:
Der er bredt flertal for at forandre Vesterbro Torv. EL, SF, S, R, K og Thure Hastrup stemmer for.

»Vesterbro Torv i dag er en hvepserede og et af de farligste steder i byen at køre på cykel,« siger rådmand Nicolaj Bang (K). Han understreger, at konsekvenserne for trafikken er nøje analyseret og peger på en forlænget transporttid på mellem 1 og 3 minutter for bilister.

Hvem er imod:
Venstre, Danmarksdemokraterne og Henrik Arens er modstandere og peger bl.a. på, at der mangler reelle alternativer til den bil, det gøres sværere for borgerne at bruge:

»Skal de bruge de cykelstier, vi ikke har råd til, eller den offentlige transport, der er blevet dårligere og dårligere, nu er rigtig, rigtig dyr og ser ud til at blive endnu dyrere,« spørger løsgænger Henrik Arens.

Jakob Søgaard Clausen (DD) efterlyser balance.

Hvad er perspektivet:
Planerne om at lukke Vesterbro Torv er ét af de tiltag, som politikere i byrådet ønsker for at begrænse biltrafikken i midtbyen. Af andre planer er en helhedsplan for banegårdskvarteret og konsekvenserne af højklasset kollektiv transport (letbanens etape 2). Senest har borgmester Jacob Bundsgaard (S) præsenteret en plan for et gammelt ønske: at lukke Frederiks Allé og sammenlægge Musikhusparken og Rådhusparken.

»Fremtiden for Aarhus bymidte er en generel friholdelse for privatbilisme,« forudser Metin Lindved Aydin (R).

I Venstre er man bekymret for udviklingen.

»Vi oplever desværre, at et flertal i byrådet lægger flere og flere hindringer i vejen for bilisterne. Det her vil ingen ende tage,« siger Gert Bjerregaard, der bl.a. er bekymret for midtbyens forretningsliv.

Den bekymring deler Jakob Søgaard Clausen (DD):

»Der sidder rent faktisk mennesker i de her biler, som et stort flertal i byrådet foragter og forsøger at få ud af byen. Det er mennesker, som skal til og fra arbejde eller ind og handle eller bruge den kultur, som de betaler skat til,« siger han.

Hvad så nu:

I første omgang har et flertal sagt ja til, at der bruges 4 mio. kr. til et skitseprojekt. Når skitseprojektet er færdigt, skal sagen tilbage i byrådet for endelig beslutning. Teknik og Miljø forventer, at projektet herefter kan sendes i udbud fra 2024 og gennemføres mod årsskiftet 2025/2026.

Der er allerede afsat 25 mio. kr. til den egentlige omdannelse.

»Det bliver en markant ændring af aarhusianernes vante ruter, som de har haft i 100 år. Det bliver ikke nemt, og det er ikke sikkert, vi rammer rigtigt første gang,« erkender Steffen Wich (S).

Hvad synes du om Kongelunden?

Hvad handler sagen om:
Aarhusianerne har nu mulighed for at komme med deres input til Kongelunden. Det har byrådet netop vedtaget.

Hvad er baggrunden:
Udviklingsplanen for Kongelunden
beskriver ideer til og visioner til, hvordan området omkring stadion overordnet set kan udvikles. Kommunen kalder planen for en 100-års plan. En modernisering af idrætsbyen og infrastrukturen, herunder p-forholdene, er nogle af de emner, der nu sendes til høring. Planen har fem temaer; natur og landskab, infrastruktur, et samlet Kongelunden, destinationer og demokratisering. I foråret 2022 er der desuden udarbejdet en miljørapport, der også sendes i offentlig høring.

Hvad så nu:
På baggrund af de indkomne høringssvar skal byrådet i efteråret 2023 tage endelig stilling til udviklingsplanen samt miljørapporten. Det ventes at ske i september og i givet fald har byrådet dermed taget stilling til placering og opførelse af atletikanlæg og Sportens Hus, etablering af crossanlæg til cykelsporten, at cykelbanen nedlægges, at der udlægges areal til en velodrome, etablering af ca. 1.000 p-pladser samt de ideer og visioner der beskriver den fremtidige udvikling af det øvrige område. Resten af Vision Kongelunden er økonomisk sendt til hjørnespark.

»Mange af de fede ting, vi kunne få ved Kongelunden, er der meget lang tidshorisont på at få råd til,« erkender Jan Ravn Christensen (SF) om udsigten til, at man i første omgang må ”nøjes” med selve idrætsfaciliteterne.

Han ønsker en politisk drøftelse af, om de sparsomme midler skal bruges på en parkeringsplads til 1.000 biler, på bekostning af nogle af de andre ting, der er beskrevet i den langsigtede visionsplan.

»Det er en plan på den meget lange bane. Der er ganske enkelt ikke økonomi til det hele lige nu og her er det vigtigt at holde fast i drømmen om Kongelunden. Det skal visionen hjælpe med til,« siger Mette Skautrup (K), der glæder sig over det, der trods alt kommer.

Sideløbende med udviklingsplanen for Kongelunden er selve stadionbyggeriet også netop sendt i høring.

Der er høring i perioden juni til august. Deltagelse sker på kommunens høringsportal.

Ugens citat

Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen
Man bager nogle meget store brød, men man har glemt at tænde ovnen
Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne, om udviklingsplanen for Kongelunden, hvor der mangler penge til at føre hele visionen ud i livet, men må koncentrere sig om de sportslige aktiviteter. Måske en sag for Guldbageren?

Følg hele vores politiske dækning her

Næste byrådsmøde afholdes den 21. juni 2023.