To vandværker sammenkobles fra årsskiftet - skoleeksempel på vellykket fusion, siger udvalgsformand
Længere tids gnidningsløse forhandlinger betyder, at Ryomgård Vandværk A.m.b.a 1. januar 2024 overtager forsyningen af de 38 forbrugere, der udgør basen i det lille Attrup Vandværk.
Der stilles stigende krav til landets vandværker fra myndighedernes side, samtidig med at der er stigende udfordringer med pesticider (at finde rent grundvand).
Det får mange til at overveje samarbejde eller sammenlægning med andre vandværker, hvor fordelen er, at man så er flere om at dele opgaverne.
Det er rettidig omhu, der fik bestyrelsen i det lille I/S Attrup Vandværk med 38 forbrugere (landsbyerne Strøby, Attrup og Elholt) til at kontakte bestyrelsen i Ryomgård Vandværk A.m.b.a. for at snakke sammenkobling af de to ledningsnet.
»Vi driver et velfungerende vandværk, hvor de drikkevandskontroller, der bliver lavet hvert år, ikke har givet anledning til anmærkninger,« siger Jesper Sørensen, formand for bestyrelsen i I/S Attrup Vandværk.
Men kigger vi ud i fremtiden, kan vi godt få øje på udfordringer, hvis vi kigger på mulighederne for at etablere nye drikkevandsboringer.Jesper Sørensen, bestyrelsesformand i I/S Attrup Vandværk
Den seneste er udarbejdet i maj 2023 af SGS Analytics Denmark A/S, og konklusionen er entydig: »Der er ikke fundet resultater uden for de anførte min- og maxgrænser.«
»Men kigger vi ud i fremtiden, kan vi godt få øje på udfordringer, hvis vi kigger på mulighederne for at etablere nye drikkevandsboringer. Endvidere bliver kravene til forbrugerejede vandværker yderligere skærptet i de kommende år, så derfor var der i bestyrelsen enighed om at koble os på Ryomgård Vandværk.«
Det har medlemmerne bakket op om, tilføjer Jesper Sørensen.
Det skete formelt på en særdeles velbesøgt generalforsamling i Attrup Forsamlingshus 3. maj 2023, hvor bestyrelsens forslag om sammenlægning blev enstemmigt vedtaget.
Jesper Sørensen har kigget i historiebøgerne. Vandværket er et barn af den tid, hvor landsbyer som Attrup på andelsbasis var selvforsynende med egen brugs, forsamlingshus, frysehus, vandmærk m.m.
Derfor er der også mange følelser i spil, når en by beslutter, at stordrift skal sikre vandforsningen fremover.
Attrup Vandværk blev etableret i Attrup by i cirka 1952, flyttet til nuværende placering i 1969, hvor Strøby blev inkluderet.
Elholt kom med i 1973.
Kobles på Korupskovvej
Ole Quorning, bestyrelsesformand for Ryomgård Vandværk A.m.b.a., hilser sammenkoblingen med Attrup Vandværk meget velkommen og bekræfter, hvad formandskollegaen siger, at det ikke har givet anledning til bump eller kontroverser at finde fælles fodslaw.
Ryomgård Vandværk er oprindelig stiftet 8. juli 1931, hvor det daværende vandværk blev opført på adressen Vestergade 29.
Her kørte det frem til 1978, hvor det blev afløst af det nuværende vandværk, beliggende på Ndr. Ringvej 3 i Ryomgård. Vandværket har små 1.200 tilsluttede forbrugere med et samlet årligt vandforbrug på omkring de 130.000 m³.
Vandværkets kildeplads består af to boringer beliggende i tilknytning til vandværket på Ndr. Ringvej. Vandværket udpegede i år 2000 en mulig fremtidig kildeplads beliggende ved Blegmosen nord for Ryomgård.
I 2012 blev der lavet en undersøgelse af kildepladsen. Med afsæt heri er det forventede indvindingsopland blevet udpeget.
»Rent praktisk går vi i gang med at etablere en en to kilometer rørledning fra Korupskovvej til Attrup Vandværk på Attrupvej 21 her i efteråret, så vi er parate til at forsyne de 38 nye forbrugere, vi overtager fra årsskiftet,« siger Ole Quorning.
Koster en million
De 38 forbrugere i I/S Attrup Vandværk bliver altså fuldgyldige medlemmer af Ryomgård Vandværk A.m.b.a. fra 1. januar 2024 og vil kunne deltage i generalforsamling og blive valgt til bestyrelsen på lige fod med de ’gamle’ forbrugere.
Hver forbruger kommer til at betale et ’fusionsbidrag’ på små 30.000 kroner.
Penge, der skal bruges til at finansiere den nye rørledning fra Ryomgård til Attrup. Anlægsarbejdet er budgetteret til at koste cirka en million kroner.
Det er aftalt, at ’fusionsbidraget’ kan betales over en tiårige periode via et forhøjet bidrag.
»Det er jeg meget tilfreds med, fordi vi dermed ikke påfører den enkelte husstand en stor uventet engangsomkostning,« siger bestyrelsesformand Jesper Sørensen, IS Attrup Vandværk.
Et skoleeksempel
Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur, teknik og miljøudvalget, kalder sammenkoblingen Ryomgård-Attrup for et et skoleeksempel på en vellykket fusion.
»Politisk har vi beskrevet det i vores vandforsyningsplan, at vi anbefaler mindre vandværker, hvor det er geografisk muligt, at kigge til naboen, fordi udviklingen går i retning af, at det bliver sværere og sværere at drive mindre vandværker,« siger Kim Lykke Jensen, der er stor tilhænger af både frivillighed og den andelstanke, som de forbrugerejede vandværker er født ind i.
»Hvor det er logisk at gøre det, og bestyrelsen finder det rigtigt, er det oplagt med at fusionere nabovandværker. Det er derfor, jeg siger, at den aftale, der er lavet mellem Ryomgård og Attrup er et skoleeksempel til efterfølgelse andre steder, men jeg vil godt understrege, at vi politisk fortsat anser mindre forbrugerejede vandværker som meget værdifulde. Det er helt op til vandværksbestyrelserne og forbrugerne at beslutte, hvordan de ser på deres fremtidige muligheder for god og stabil vandforsyning.«