Fortsæt til indhold

Ny chef for uroplaget plejehjem har været forbi for at hilse på

Birgitte Jensen begynder 1. august, som ny leder af Lillerupparken. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske/ afdelingssygeplejerske på AUH.

Politik

Syddjurs Kommune har ansat Birgitte Jensen, som er ny leder af Lillerupparken.

Hun tiltræder 1. august 2023.

Den nye chef er uddannet sygeplejerske fra 1999, har en specialuddannelse i psykiatrisk sygeleje og er i gang med en masteruddannelse i offentlig ledelse. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske/afdelingssygeplejerske ved retspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH). En stilling, hun har haft siden november 2018.

Jeg har fokus på et godt arbejdsmiljø, trivsel blandt personalet. Jeg værner om den gode tone og hjælpsomhed mellem kollegaer og overfor patienterne og deres pårørende.
Birgitte Jensen på sin LinkedIn-profil

På sin LinkedIn-profil skriver den nye chef følgende om sit syn på ledelse:

»Jeg er optaget af ledelse i et tværfagligt fagfællesskab, hvor alle ikke skal kunne det samme, men alle skal bidrage til høj kvalitet i patientens forløb.

Vagtplanen og organisering i hverdagen er vigtige elementer i en effektiv og velfungerende organisation.

Jeg er en kompetent og dygtig vagtplanlægger.

Jeg har fokus på et godt arbejdsmiljø, trivsel blandt personalet. Jeg værner om den gode tone og hjælpsomhed mellem kollegaer og overfor patienterne og deres pårørende.

Jeg har arbejdet med forebyggelse af forråelse i personalegruppen.«

Det må lyde som balsam for sjælen hos både beboere, pårørende og ansatte på Lillerupparken.

Birgitte Jensen var forbi Lillerupparken i onsdag 5. juli for at hilse på personalet og få en rundvisning.

To runder

Syddjurs Kommune har måtte afvikle to ansættelsesrunder for at være sikker på, at man har fundet den rette.

Der var i alt syv ansøgere i første runde, og der blev gennemført to samtalerunder, før man besluttede at gå i genopslag, fortæller kommunens Sundhed og ældrechef Niels Diedrichsen.

I anden runde var der seks ansøgere og efter to samtalerunder føler man i ansættelsesudvalget sig nu sikre på, at man har ramt plet med valget af Birgitte Jensen.

Skal genskabe roen

1. april 2023 tiltrådte Niels Diedrichsen som ny Sundhed og ældrechef i Syddjurs efter Ingelise Juhl.

Han overtog ansvaret for et Lillerupparken, hvor bølgerne gik højt i kølvandet på de 29 afskedigelser, som Syddjurs Kommune måtte ty til umiddelbart efter årsskiftet på plejehjemsområdet, da økonomien var løbet løbsk - læs vikarbudgettet på samtlige fem plejehjem i forskelligt omfang var overskredet.

Otte årsværk røg i svinget på Lillerupparken.

Tidligere på året stoppede daværende plejehjemsleder Merethe Jakobsen på Lillerupparken og i stedet overtog områdeleder for plejehjemmene i Syddjurs, Annette Bro Rask-Vestergaard, midlertidigt ledelsen af plejehjemmet samtidig med sine øvrige gøremål.

Som sin første handling besluttede Niels Diedrichsen at indgå en såkaldt gensidig fratrædelsesaftale med Annette Bro Rask-Vestergaard.

For at støtte op om de lokale teamledere på plejehjemmet blev plejehjemslederne Birgitte Rossing fra plejehjemmet Rosengården og Laila Foldager Hedegaard fra plejehjemmet Lyngparken ligeledes tilknyttet for at bistå teamlederne, hvoraf en stoppede med udgangen af marts, fordi hun havde fået nyt arbejde.

Den nye chef Birgitte Jensen får en bunden opgave. Han eller hun skal først og fremmest overbevise ansatte, beboere og pårørende om, at det er muligt at genskabe tilliden til, at morgendagen tegner bedre end dagen i dag.

Hvorvidt, der skal ansættes en ny områdeleder efter Annette Bro Rask-Vestergaard, som nåede at være i Syddjurs i cirka halvandet år, er endnu ikke afklaret.

Det sker først til efteråret, oplyser Niels Diedrichsen.

Mangler teamleder

Mens Lillerupparken er kommet i mål på chefposten, så udestår der stadig en udfordring med at finde en teamleder mere.

»Det er desværre ikke lykkedes at besætte den ledige stilling som teamleder i denne omgang. Stillingen bliver slået op igen snart,« lover Niels Diedrichsen.