Leif Lahn gik til Mette Frederiksen
Djurs Kredsens socialdemokratiske folketingsmedlem er glad for, at regeringens plan om at afskaffe seniorjob og slå seniorpension og tidlig pension sammen er skudt til hjørne.
Da der efter folketingsvalget i november sidste år efter lange og hårde forhandlinger blev dannet en regering hen over midten, blev det af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne aftalt i regeringsgrundlaget, at de tre partier ønsker at ”afskaffe seniorjobordningen og sammenlægge seniorpension og retten til tidlig pension til én ny ordning med to indgange: En rettighedsbaseret model og en visitationsmodel, der begge kan opnås op til tre år før folkepensionsalderen med mulighed for tildeling af pension i halve år og med et månedligt ydelsesniveau på cirka 15.000 kroner.”
Ord er taknemmelige og hvad der umiddelbart præsenteres som en forbedring, blev af de fleste danskere opfattet som en klar forringelse. Fordi seniorpensionens godt 19.000 kroner om måneden selvfølgelig er bedre end en Arne Plus-pension på 15.000 kroner. Politiske iagttagere peger på, at netop her har de tre regeringspartier tabt mange vælgere siden det valg i efteråret, der gav dem et flertal at regere ud fra.
Djurs Kredsens socialdemokratiske folketingsmedlem siden 2007, Leif Lahn Jensen, fortæller da også i et interview med avisen, at han ikke er vild med ideen om, at de danske lønmodtagere skal stilles ringere, når de skal på pension før tid.
Mange af dine vælgere frygter at der pilles ved retten til seniorpension og til et seniorjob i de sidste år på arbejdsmarkedet, og de betaler derfor stadig til efterlønsordningen af den grund. Kan du berolige dem ?
»Den var svær for mig, da jeg læste regeringsgrundlaget. Derfor er jeg rigtig glad for, at man nu er enige om, at det skal der ses på i trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Her er jeg spændt på at se, hvad arbejdsmarkedets parter kan blive enige om på området. Det tror jeg godt de kan finde ud af. Jeg vil gerne indrømme, at jeg har været så bekymret over det her, at jeg har talt med statsminister Mette Frederiksen om det, så det var en stor, tung sten, der faldt fra mit hjerte da sagen blev landet anderledes end aftalt i regeringsgrundlaget.«
Er du enig i analysen, at spørgsmålet om seniorpension og seniorjob er noget, der har stor betydning for socialdemokrater, når de afgør, hvor de sætter deres kryds?
»Ja, det er jeg helt enig i. Og jeg kunne godt mærke i min mave, at det her kunne blive hårdt for mig med en baggrund som lønmodtager med et arbejderhjerte. Derfor har jeg brugt mange kræfter i mit parti på at fortælle, hvad jeg mener om forringelser på området. Jeg kan stadig godt fornemme, hvad helt almindelige mennesker her på Djursland og alle andre steder mener.«
Risikere pladsen i Folketinget
Du kunne også risikere ikke at blive valgt, hvis forringelserne bliver gennemført
»Ja, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Og jeg ved godt, at afskaffelsen af en helligdag vil koste nogle stemmer for mig. Jeg møder mennesker, som siger direkte til mig, at de ikke længere kan stemme på mig af den grund. Det var heller ikke sjovt i sin tid at være med til at forringe efterlønnen sammen med de radikale - og det kostede også. Men vi skal også huske på, at vi politikere ikke kun er sat i verden for at få stemmer. Vi skal konstant sørge for et bedre samfund, og hvis jeg ikke vil være med til det, så burde jeg nok i stedet tage tilbage til Aarhus Havn og arbejder der igen. Jeg tror da også, at de fleste, der stemmer på mig, gør det, fordi de vil have samfundet ændret til det bedre. Så må man tage med, at man kan tabe på gyngerne og håbe på at vinde på karrusellerne. «
Ekstra Bladet foreslog i år i avisen 1. april, at alle danskere skulle have samme pension som politikere. Godt nok var det en aprilsnar, men kunne det ikke være en god idé?
»Ha, ha. Nu skal jeg nok passe på, hvad jeg siger. Men lige nu er jeg faktisk sat i spidsen for at samle partierne på Christiansborg og se, hvad vi kan blive enige om. Vi havde jo en kommission, som sagde, at vi som politikere har for god en pensionsordning, men den sagde også, at hvis vi sammenligner politikernes løn med lignende funktioner, får vi for lidt. Det er jeg enig i, så man burde sætte lønnen op og pensionen ned. Gerne med pensionsvilkår som på det øvrige arbejdsmarked. Men det er svært at tage et gode fra folk, som har ret til det. Og det ville give en skævvridning mellem nye og ældre politikere, som har været med i mange år. Så vi skal se, om vi kan lave en landing her med bred politisk opbakning.«