Fortsæt til indhold

Borgmester vil ligge på hjul, mens grøn førertrøje tager teten

Det midtjyske Europaparlamentsmedlem Niels Fuglsang inviterer Frands Fischer på cykeltur.

Politik
bo

Nogle ting kan man være sikker på i løbet af den danske sommer. Solen skinner, jordbærrene er modne og så er der årets ”Fuglsang i Den Grønne Førertrøje”. Denne sommer er naturligvis ingen undtagelse, og den midtjyske spidskandidat til Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang (S), cykler, for sjette sommer i træk, tværs gennem det midtjyske.

Formålet med cykelturen er først og fremmest at få midtjyderne i tale om EU-politik, og høre deres bud på, hvordan EU kan føre an i den grønne omstilling. Niels Fuglsang håber at få nogle gode lokale bud, der kan bidrage til det.

Lørdag 19. august kl. 15. når han til Bybadet i Skanderborg, og med sig på turen hertil har han inviteret borgmester Frands Fischer (S).

»Nu er det 50 år siden, at Danmark blev en del af det europæiske samarbejde. Det mener jeg har været rigtig godt for Danmark både økonomisk, men også ved at give os en stemme i debatter om udfordringer, der kun lader sig løse i fællesskab. Jeg har alle årene cyklet rundt i sommerlandet i den grønne førertrøje, fordi jeg mener, at Danmark skal vise vejen i EU for den grønne omstilling. Vi har opnået store ting, men der er meget mere i vente,« konstaterer Niels Fuglsang.

Europa-parlamentariker Niels Fuglsang (S) er for sjette år i streg hoppet i "Den Grønne Førertrøje" for at møde borgerne i Midtjylland og tale EU-politik og navnlig den grønne omstilling med dem. Pressefoto

Borgmester Frands Fischer støtter gerne op om Niels Fuglsangs indsats for at sætte fokus på den grønne omstilling.

»Jeg mener, det er vigtigt at folk har mulighed for at møde en repræsentant fra EU i deres eget lokalområde, så de kan se, at der ikke er så langt til Bruxelles, som man nogle gange gå og forestiller sig. EU har indflydelse på store dele af vores hverdag her i Danmark, og derfor er jeg glad for, at vi har kompetente kræfter som Niels til at kæmpe kampen for en grønnere og mere retfærdig verden på den europæiske scene,« understreger han.