Fortsæt til indhold

Planer om slam-dumping i Hjelm Dyb sat på pause: Udvalgsformand glæder sig over skrappere krav

Aarhus’ spildevandsrensningsprojekt ReWater står i en uafklaret situation efter en ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og det glæder Natur-, Teknik- og Miljøudvalgsformand i Syddjurs, Kim Lykke Jensen, der tidligere har rejst kritik af anlæggets plan om at dumpe slam på bunden af Hjelm Dyb.

Politik
Søren Ladefoged

»Det er i mine øjne horribelt, at man i et projekt, hvis formål er at forbedre havmiljøet, samtidig vil skade selvsamme miljø.«

Det skorter ikke med kritikken af Aarhus Vands planer for et nyt spildevandsrensningsanlæg ved navn ReWater fra Natur- Teknik- og Miljøudvalgsformand i Syddjurs Kommune, Kim Lykke Jensen (SF).

Aarhus Vand ejes af Aarhus Kommune, og grunden til, at projektet vækker stærke følelser helt til Syddjurs Kommune er planerne om, at der i led med anlægningen af anlægget skal dumpes mellem 250.000 og 750.000 kubikmeter havslam i Hjelm Dyb - såkaldt klapning.

Derfor er det også en glad udvalgsformand, der har fået nyheden om, at to nylige afgørelser i Miljø- og Fødevareklagenævnet har stillet skrappere krav til udledning af regn- og spildevand til såkaldte miljøbelastede recipienter.

Konkret giver det ifølge Aarhus Kommune en ny retstilstand, hvor der ikke længere kan meddeles tilladelse til udledning af regn- og spildevand, hvis miljøkvalitetskravet for ét eller flere stoffer er overskredet i recipienten. Og det rammer ReWater-projektet, hvis fremtid nu er usikker.

Når man i Aarhus skal kigge på mulighederne for at leve op til styrelsens krav i forhold til at få udledningstilladelsen i hus, så vil jeg i den grad appellere til, at man samtidig endeligt skrinlægger planerne om dumpning af havneslam ved Hjelm
Kim Lykke Jensen

Drop planerne om klapning

Kim Lykke Jensen er egentlig positiv over planerne om rensningsanlægget ReWater, hans anke ligger i, at der i forbindelse med anlægget skal dumpes opgravet slam i Hjelm Dyb. Derfor ser han det som en positiv ting, at man fra myndighedernes side skærper kravene til udledning i havmiljøet.

Udvalgsformand Kim Lykke Jensen (SF) hilser det velkommen, at Aarhus Kommune har fået noget at tænke over efter to nylige afgørelser i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Pressefoto

Det kan forhåbentlig få Aarhus Kommune til at gentænke sine anlægsplaner, håber udvalgsformanden.

»Rewater-projektet i Aarhus er et meget stort fremskridt i forhold til at begrænse den byrelaterede næringsstofpåvirkning af bugten. Men der er også ulemper ved de nuværende planer. Her tænker jeg naturligvis på den mulige dumpning af opgravet slam i Hjelm Dyb,« skriver Kim Lykke Jensen i et skriftligt svar og fortsætter:

»Når man i Aarhus skal kigge på mulighederne for at leve op til styrelsens krav i forhold til at få udledningstilladelsen i hus, så vil jeg i den grad appellere til, at man samtidig endeligt skrinlægger planerne om dumpning af havneslam ved Hjelm.«

De nye afgørelser betyder ifølge Aarhus Kommune allerede ”mærkbare overskridelser” af tidsplanen for ReWater.

»Hvilket er kritisk, da de eksisterende renseanlæg i Viby, Åby og Marselisborg er under voldsomt kapacitetsmæssigt pres,« skriver kommunen.

Den oprindelige plan var, at anlægget skulle stå færdigt i 2028, men på grund af de skærpede krav, og de supplerende undersøgelser af tilstanden i Aarhus Bugt, Giber Å og Fiskbæk/Odder Å, der skal gennemføres, ser det ud til, at tidsplanen skrider.

Derfor har Aarhus Kommune rettet henvendelse direkte til miljøminister Magnus Heunicke (S) for et klart svar på, hvordan de nye afgørelser påvirker planerne for ReWater. Et svar, der stadig afventes. Men for nu er udsigterne til klapning i Hjelm Dyb foreløbigt i det uvisse.