Sparker Forsvarsministeriet mulighederne for at opføre friplejehjem helt ud af lokalplan?
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har afleveret en indsigelse til Lokalplan 456 for et område ved Egsmarklund med en besked om, at der ikke kan opføres et plejehjem i delområde 1, fordi det ses at være i konflikt med Forsvarsministeriets nationale interesser.
Venstre Syddjurs proklamerede sidste år ved denne tid, at partiet vil arbejde for at få et friplejehjem til Syddjurs, men måske kommer Forsvarsministeriet i vejen for partiets planer.
Konservative Syddjurs anført af daværende gruppeformand Tommy Bøgehøj var ikke sene til at koble sig på Venstres kor, mens andre partier var mere afmålte, og nogle, som SF og Enhedslisten, decideret meldte pas på forhånd.
Venstres daværende gruppeformand, tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft, pegede direkte på et område ved Egsmarklund, som en udvikler har haft planer med i en årrække.
Den første lokalplan, som blev lavet for det pågældende boligområde ved Egsmarklund, sendte Danmarks Naturfredningsforening Syddjurs i Planklagenævnet og fik her medhold i, at Syddjurs Kommunes planafdeling var gået forkert i byen, når man ikke ville foretage en miljøvurdering af området.
Planklagenævnets afgørelse betød, at lokalplanen blev helt nulstillet.
En ny, lokalplan 456 med forslag til Kommuneplantillæg 02, blev udarbejdet i foråret, anbefalet af et flertal i Syddjurs Byråd 29. marts 2023, og herefter sendt i otte ugers høring.
Skal pilles ud
Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 7,5 ha ved Egsmarklund øst for Røndevej for et boligområde med tæt/ lav boligbebyggelse i op til to etager med mulighed for at integrere plejeboliger samt boliger med vandret lejlighedsskel - etageboliger i bebyggelsen, når indtrykket af tæt/lav boligbebyggelse fastholdes.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er kommet med en indsigelse til planforslaget i høringsperioden på vegne af Forsvarsministeriet med hjemmel i planloven, der er ret så opsigtsvækkende og kan få politiske konsekvenser.
Det er følgende passus i lokalplanen, som Ejendomsstyrelsen reagerer imod:
»Der gøres indsigelse mod lokalplanforslagets § 3.4, idet der inden for delområde I kan integreres plejeboliger i form af plejehjem, når det har karakter af tæt/lav-boligbebyggelse og er brudt op i mindre bygningsenheder eventuelt forbundet af lette forbindelsesgange .Ejendomsstyrelsen finder, at bestemmelsen skal udtages af lokalplanforslaget, idet der ikke må etableres følsom anvendelse såsom plejehjem og lignende inden for Forsvarsministeriets sikkerhedszone for følsom anvendelse.«
Forsvarsministeriets nationale interesser er beskrevet i Erhvervsstyrelsens ’Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning’, som kommunerne skal inddrage i planlægningen.
Begrundelsen for indsigelsen er, at lokalplanforslaget ikke i tilstrækkelig grad respekterer Forsvarsministeriets sikkerhedszone for følsom anvendelse for Hoveddepot Dråby.
Depot Dråby er et levn fra Den Kolde Krigs tid, men spiller tilsyneladende ikke længere en større rolle for Forsvaret (jævnfør faktaboks), men altså fortsat nok til, at et plejehjem med forbindelsgang i lokalplanområdet ved Egnsmarklund ikke vil være i sync med en bestemmelse i ’Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning’.
Kryptisk indsigelse
Så langt så godt, men så bliver indsigelsen fra Ejendomsstyrelsen alligevel en kende kryptisk.
For der står videre:
»Ejendomsstyrelsen kan acceptere, at der kan etableres ældreboliger i form af tæt/lav-boligbebyggelser uden lette forbindelsesgange inden for delområde I.«
Altså kan der godt etableres ældreboliger blot ikke med forbindelsesgange. Hvad betyder det? Hvilke konsekvenser vil det medføre?
Uddybende møde tirsdag
Hos Syddjurs Kommune har man også nærstuderet indsigelsen og sidder tilbage med en undren.
»Vores planfolk har aftalt et møde tirsdag (22. august, red.) med repræsentanter fra Ejendomsstyrelsen for at få uddybet indsigelsen og svar på nogle spørgsmål,« siger kommunaldirektør Rasmus Møller.
Kommunaldirektøren forventer, at det endelige planforslag kommer i Byrådet til godkendelse i september eller oktober.
»Nu skal de enkelte høringsforslag bearbejdes, og vi skal vurdere, hvad konsekvenserne bliver af Ejendomsstyrelsens indsigelse, før der ligger en endelig lokalplan til Byrådets godkendelse,« siger Rasmus Møller.
Når Ejendomsstyrelsen har gjort sin indsigelse konkret overfor Syddjurs Kommunes planfolk, kendes de politiske muligheder for at tage en holmgang om friplejehjem
Siden lovgivningen om friplejehjem blev indført i 2007, har flere private udbydere benyttet muligheden for at lave friplejehjem.
Antallet af friplejehjemspladser er vokset fra 311 pladser i 2009 til 2.021 pladser i 2023, fremgår det af Danmarks Statistik.