Fortsæt til indhold

Rare renoveringspenge til fire idrætshaller

Hallerne i Rønde, Mørke, Ådalen og Tirstrup har fået midler fra Renoveringspuljen, som bestyres af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.

Politik

Renoveringspuljen til de selvejende haller i Syddjurs Kommune udmøntes én gang årligt. Renoveringspuljen kan anvendes til medfinansiering af udvikling og udvidelser af de selvejende haller efter krone-til-krone-princippet.

Der er i 2023 indkommet ansøgninger fra Hornslet Hallen, Ådalshallen, Rønde Idrætscenter, Tirstruphallen og Mørke Idrætscenter.

Budget for renoveringspuljen udgør 358.895 kr. i 2023. Der er ansøgt om tilskud på i alt 473.849,50 kr.

Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget har sendt i alt 311.305,75 kr. efter de fire haller således:

  • Ådalshallen i Skørring: 200.000 kroner til udskiftning af træpillefyr til varmepumpeanlæg.
  • Rønde Idrætscenter: 19.187,50 kroner til udbedring af påbud fra Beredskab og Sikkerhed som konsekvens af ny brandsynslovgivning. Herefter udgifter til tømrer, maler og flugtvejsdør.
  • Tirstruphallen: 48.437 kroner til renovering af to toiletter fra 1977.
  • Mørke Idrætscenter 43.681,25 kroner til udskiftning af varmeveksler, da den nuværende er tæret og utæt.

Afslag Hornslet og Rønde

Hornslet Hallen fik afslag på ansøgning på 55.000 kroner, til maling af gangarealer, omklædningsrum, mødelokaler og kontorer.

Rønde Idrætscenter fik afslag på ansøgning, 72.481,25 kroner, til renovering/lakering af gulve i haller og multisale og ligeledes ansøgning på 35.062,50 kroner til udskiftning af indgangsparti til fitnessafdelingen.

Sidstnævnte afslag skal ses i sammenhæng med, at fitnesslokalerne ikke er en del af Syddjursmodellen, og at Rønde Idrætscenter får en årlige husleje fra TRIF Fitness.

Syddjursmodellen er den model, der fordeler de offentlige tilskud til de selvstændige haller efter en lang række opstillede kriterier.

Som led i den besparelsesrunde, som politikerne kommer til at tage stilling til under de kommende budgetforhandlinger, er bevillinger fra renoveringspuljen foreslået overført til Idrætspuljen, der i 2023 har et budget på 2,0 mio. kr.