Lime Grusgrav er en skøn oase - der bare tørster efter en makeover
Forfatteren Leif Davidsens roman fra 1998, 'Lime's billede', er inspireret af navnet på landsbyen Lime. Borgmesterens heldagsbesøg i sidste uge tegnede også et billede af landsbyen Lime langt mod vest i Syddjurs.
Lime hører til en af de små og oversete oaser i Syddjurs.
Landsbyen ligger ovre vestpå. Afstanden til rådhuset i Ebeltoft er lang. Det var den så ikke i sidste uge, hvor borgmester Michael Stegger Jensen (A) havde flyttet sit kontor ud i Limes forsamlingshus for en dag sekundret af sin sekretær.
Lime Forsamlinghus fra 1920 i røde sten hører til de smukkeste i kommunen. Velsagtens det smukkeste. En arkitektonisk perle i Limes midte.
Borgmesteren har scoret højt på sine månedlige besøg rundt i kommunen, fordi han tydeligvis opfylder et behov hos en masse borgere. Ikke nødvendigvis efter at se giraffen, men for at mærke en oprigtig interesse for de problemer, glæder og udfordringer, som borgerne herude oplever.
Denne kunst mestrer borgmesteren.
Den afsluttende gåtur af fem kvarters varighed rundt til udvalgte fikspunkter havde lokket flere af byrådskollegerne til Lime.
Borgmesterens gåture er ofte meget mere oplysende end et borgermøde for den sædvanlige flok af Tordenskjolds forkromede soldater, som tror de er Guds gave til Syddjurs.
Sand oplysning
På gåturene støder man ind i mennesker, der kender hver centimeter af deres by og lokalhistorien til fingerspidserne.
I Lime var det en ældre gentleman som Jørn Jensen, aktiv i det lokale egnsarkiv, og et lokalt Lime-leksikon af høj karat. I de unge år fodboldspiller i Lime, der senere blev til Lime-Skørring og nu hedder IF Ådalen.
Han kunne fortælle om et stort grønt område i byen, nabo til det lokale stadion, som rent faktisk var ejet af Syddjurs Kommune.
Det var gået i arv fra Rosenholm Kommune ved kommunalreformen i 2006. Før Rosenholm Kommune blev til i 1970, tilhørte arealet den daværende Hvilsager-Lime Sognekommune.
»Oprindeligt var det planen at opføre en skole her,« kunne Jørn Jensen fortælle.
Holdet af politikere med det lokale islæt Kim Lykke Jensen (SF) i spidsen spærrede øjnene op og var tydeligvis uvidende om, at Syddjurs havde et areal i Lime af dette format og denne størrelse.
Konservatives Bjørn Jensen afslørede ved et hurtigt klik på ’Find ejeren’, at Jørn Jensen havde helt ret.
Hvad flere af politikerne sikkert heller ikke vidste, Socialdemokratiets Ole Sønderskov Hansen undtaget, var, at deres medfinansiering et spritnyt lysanlæg på Lime Stadion, populært kaldet Morfar Park, langt om længe blev rejst tidligere på året.
Det har de ventet længe på i IF Ådalen. Fodboldbestyrelsesmedlem og skolelærer på Ådalens Skole, Lasse Dahl Sørensen, havde tidligere på dagen været forbi borgmesterens åbne kontor for at klage sin nød over uvejsomme grene, der hang lavt ind over kampbanen og forhindrede, at bolden kunne spilles i højderne, fortalte Michael Stegger Jensen til Deres udsendte.
Grusgraven en gryde
Anført af Carsten Bloch, formand og sekretær i Lime Beboerforening, var turen inden da gået til Lime Grusgrav lidt udenfor byen overfor den internationale virksomhed Vilomix, der ligger og knejser volumniøst i landskabet på en mark. Fordomsfulde, der tror, at vi befinder os på Lars Tyndskids Mark, ved slet ikke, hvad de taler om.
Grusgraven på Sjellebrovej 3 ligger højt i det omkringliggende landskab, og det er muligt at se mange kilometer ud over marker og dale.
Ejeren er Syddjurs Kommune I de sidste cirka 50 år området været brugt af byen og forskellige organisationer til sociale formål. Der har været holdt friluftsteater, overnatninger, snobrød, pony-ridning og hvad ellers fantasien har rakt til.
Ådalsskolen, spejderne, områdets dagplejere, Børnehuset Ådalen m.fl. har altid nydt at komme i grusgraven, der ligger dejligt ugeneret.
Der findes en del stier i og rundt om grusgraven, som benyttes af motionister, hundeluftere osv.
For ti år siden tog engagerede borgere anført af en børnefamilie initiativ til at give stedet en kærlig hånd med ny shelter og bålhus, bålplads, naturlegeplads plus en række andre ting.
Ildsjælene ønskede at gøre Lime Grusgrav til et attraktivt udflugtsmål for borgere, foreningsliv i alle afskygninger og besøgende.
»De nye faciliteter, der placeres i området skal være hårdføre, således at de er resistente over for naturligt brug, hærværk og naturens slid. På den måde skal vedligehold af områdets faciliteter kunne håndteres af frivillige brugere i form af en eller flere årlige arbejdsdage i grusgraven,« lød ambitionen.
Med økonomisk støtte fra bl.a. LAG Djursland lykkedes at få opdateret det mangeårige åndehul, så endnu flere anede mulighederne og fik lyst til at komme der.
Råber på ny opdatering
I dag henstår Lime Grusgrav lidt forsømt. De, der var med i 2013-2014, har nu fået store børn, og der mangler arvtagere til at give grusgraven en ny opdatering, fortæller Carsten Bloch.
Shelter, madhus og bålplads er intakt, men alt trænger til at få en kærlig overhaling.
Hvorvidt det lokale engagement er der til at give Lime Grusgrav en renæssance, gav gåturen ikke svar på. Men området og stedet er så betagende et stykke natur, at det fortjener det.
Traditionelt har grusgraven været anvendt til Sankt Hans, fortæller Carsten Bloch.
Men tiden med corona lagde en dæmper på traditionen.
Dette fine stykke natur råber atter på, at driftige borgere i området vil tage fat, hvor de tidligere ildsjæle måtte slippe.
Måske der skal en ny LAG-runde til - og sikkert også et projekt, som Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget kan se en ide i at støtte?