»Jeg vil gerne udskrive en gul giraf i 3D. Fint, det nytter bare ikke noget, hvis kunden har bestilt en grøn elefant«

»Vi har fået mulighed for at forme lokalerne efter pædagogikken, og ikke det modsatte. Derfor sidder vi nu i noget, som både medarbejdere og unge kan se sig selv i og er tilfredse med,« lyder det fra Troels Grønhøj, leder af STU Syddjurs på 13. år.

STU er en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Lige før sommerferien flyttede STU, en forkortelse for Særlig Tilrettelagt Uddannelse, fra Følle til Mørke på den grund, der for år tilbage husede et kløver af Firkløverskolen.

Bygningerne har fået et tiltrængt makeover og fået tilføjet et værksted til træ- og metalarbejde, cirka 200 kvadratmeter.

Højeste elevtal

Der begyndte 38 unge på STU ved skoleårets start i alderen 16-23. Spændvidden i lovgivningen er 15-25. De 35 har adresse i Syddjurs, en er fra Norddjurs, en fra Randers og en fra Aarhus.

30 er fulgt med fra sidste skoleår. Otte nye er kommet til.

»Det er det højeste antal, vi har haft til dato, og hvad vi vel har kapacitet til. Cirka 65 procent er drenge,« siger Troels Grønhøj.

Han er chef for tretten pædagogiske medarbejdere plus en sekretær og en velfærdsmedarbejder, der rengør lokalerne.

»Samtlige medarbejdere har en pædagogisk uddannelse. og masser af livserfaring. De er glade for deres arbejde. Det kan jeg bedst forklare med, at der kun er en som i min tid har sagt op.«

Livserfaring er afgørende for Troels Grønhøj.

»Det er et must, hvis vi skal være dygtige til at hjælpe de unge videre efter de tre år, som de for de flestes vedkommende er hos os.«

Dobbeltkvalifikationer

Pædagoger til at styre et værksted med maskiner og andet, der kræver særlige kompetencer?

Bare rolig.

De medarbejdere, der er sjakbajser i de forskellige værksteder, kan deres kram.

»Det er ikke nok, du kommer som et varm og godhjertet menneske, hvis store dele af din hverdag er i smedeværkstedet, så duer det ganske enkelt ikke. Alle kan selvfølgelig forstå, at det kræver særlig viden og håndelag for at være i et værksted.« siger Troels Grønhøj.

Derfor har også han ansat medarbejdere med dobbeltfærdigheder.

En tømrer, en smed, en jord- og betonmedarbejder og en køkkenmedarbejder, som alle fire efterfølgende har forenet praktik med teori og taget en pædagogisk uddannelse.

Broget gruppe

Gruppen af unge er bredt sammensat. Broget er det rigtige ord, hvis man bruger i det ordets positive betydning.

Nogle kommer selv kørende i bil, på cykel eller med bus. Andre med taxa, fordi simpelthen ikke magter at være sammen med alt for mange.

Nogle bor selv, andre hjemme eller på et bosted.

»De unge er meget forskellige. Du har både meget umodne, og det modsatte. Alene spændvidden i alder gør, at det må være sådan. De kan ikke følge et almindeligt skoleforløb. Mange af dem har gået i normalskole i måske 3. 4. og 5. klasse og fået en oplevelse, som de ikke husker tilbage på med glæde.«

For Troels Grønhøj er det altafgørende mål at give de unge et boost, så de er klar til at kæmpe for at få et godt liv, når de forlader STU.

Skabe et ungemiljø, hvor man glæder sig til at komme hver dag. En tryg overgang fra barn til voksen.

»Jeg er tørstig, kan en sige, når han har været her i kort tid.«

»Fint, hvad har du tænkt at gøre ved det, svarer jeg. Blot for at fortælle, hvor det ofte er, at vi starter.«

Hovedparten af de unge har det svært med større sammenhænge. Deres sociale behov er nogle helt andre end unge jævnaldrende.

»De bliver stimuleret i de 10-15 timer, de er på STU. De har ikke behov for mere, og det er vigtigt at respektere.«

Verdens længste hals

Troels Grønhøj fortæller en smuk historie, om hvordan man kan være sociale sammen, men også sociale ved at være ved siden af.

»Tre knejter sad og spillede PlayStation. De grinte og havde en fest. Tæt på sad der en dreng, som ikke var med. Som spillet skred frem, fik han verdens længste hals.«

»Jeg gik over og sagde til ham: »Du skal da være med.« Nej, det skulle han bestemt ikke. Hans øjne og deltagelse på afstand fortsatte.«

Troels Grønhøj lærte noget af drengen:

»Jamen, knægten var jo med, selv om han på afstand så på de andre, der havde en fest. Han var med, han havde venner, han så på dem, nøjagtig med samme glæde. Jeg skulle ikke sige til ham, han var forkert på den.«

Gul giraf - grøn elefant

Efter tre år på STU overgår nogle unge til førtidspension, ressourceforløb eller kontant-/uddannelseshjælp. Andre kommer i gang med et arbejde i et omfang, de kan klare eller en uddannelse.

I en del af forløbet på STU kommer mange af de unge i virksomhedspraktik. Generelt er virksomhederne forstående og giver god feed back.

»I dette land er arbejde af stor værdi. Vi skal hjælpe de unge som har muligheden til at finde et realistisk job eller uddannelse og træne dem til at være på en arbejdsplads. Det er en særlig øvelse for mange,« erkender Troels Grønhøj.

KAN, SKAL og LYST er tre nøgleord.

»Der er nogle basale ting, du skal kunne for at være på en arbejdsplads. Det handler ikke om, at mester bliver tosset, fordi du slår et søm skævt i et bræt. Det er han ligeglad med, fordi det kan du gøre bedre næste gang. Han bliver derimod knotten, hvis du ikke kommer til tiden, ikke gider høre efter og bare render rundt og forstyrrer.«

Det er fint, hvis en ung har et fromt ønske om at få den nyeste computer.

»Fint, Thomas, men vejen til, at du kan købe computeren, går så forbi NETTO, hvor du er nødt til at stå og sortere tomater for at tjene penge. Vi arbejder meget med at lære dem, at den autistiske tilgang, at lyst kommer før, hvad du er nødt til, ikke gælder i den virkelige verden.«

STU hjælper de unge til at gå efter noget, som de kan håndtere, når de selv skal ud i livet.

»Jeg vil gerne lave en gul giraf i 3D,« som en siger.

»Fint,» svarer jeg, »men det nytter jo ikke noget, hvis kunden har bestilt en grøn elefant.«

Troels Grønhøj og medarbejdere er ikke hardcore og bastante voksne. De har selvfølgelig kærlighedens stærke arm med på job.

»Det er en sejr for de unge at blive anerkendt, og det husker vi, kan jeg love dig for.«

Ingen, hverken medarbejdere eller unge, skal gå hjem med ridser i lakken og ligne en fladtrådt leverpostej.

»Niks, selvfølgelig er der bump i vores hverdag, som på alle andre arbejdspladser. Men solen går ikke ned over problemer på STU. Det er vores mantra.«