Fortsæt til indhold

Stegger vil have en forklaring fra Kommunernes Landsforening

Er det okay, at nogle kommuner sætter skatten op, selv om det koster de øvrige kommuner en økonomisk straf? Nej, mener16 jyske borgmestre.

Politik

De to djurslandske borgmestre, Michael Stegger Jensen (A) i Syddjurs og Kasper Bjerregaard (V) i Norddjurs, er med i flokken af i alt 16 jyske borgmestre, som i et fælles brev til Kommunernes Landsforenings bestyrelse vil have en forklaring på, hvor solidariteten blandt landets 98 kommuner blevet af?

Er det okay, at nogle kommuner kommer til at tabe penge på, at andre sætter skatten op, spørger borgmestrene KL-bestyrelsen, der har kanoner som Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) som formand og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) som næstformand.

Det er især Frederiksberg Kommune, som de 16 jyske borgmestre er blevet knotne på.

Kommunen vil atter give kommuneskatten et nøk, selvom det så koster andre kommuner, fordi skattestigningen udløser en kollektiv sanktion fra regeringen.

»Frederiksberg for eksempel vil sætte skatten op med 1,1 procent, og sidste år satte de også skatten op med mere end 0,5 procent. Det er som om, det er blevet legalt bare at gøre det, og det med at stå sammen skulder ved skulder og løfte i flok er gået fløjten,« udtalte H. C. Østerby borgmester i Holstebro til Dagbladet. Holstebro-Struer 19. september 2024 på vegne af de øvrige borgmestre, de er medunderskrivere af henvendelsen til KL

I alt 9 kommuner har varslet skattestigninger for et samlet beløb nær 700 mio. kroner.

Ifølge et regnestykke fra Holstebro Kommune kan skattestiginger i dette omfang udløse en regning fra regeringen på 5-6 mio. kroner.

Norddjurs borgmester Kasper Bjerregaard har også sat sin signatur på brevet til KL-bestyrelsen. Pressefoto

Det bliver sværere

Her er indholdet af brevet som de to Djurslandsborgmestre sammen med 14 andre jyske kolleger har sendt til KL-bestyrelsen. Tilsendt til Lokalavisens redaktion.

I Norddjurs og Syddjurs er beløbet mindre, men har alligevel betydning for bundlinjen på det budget, som kommunalbestyrelsen i Norddjurs og byrådet i Syddjurs lige nu bakser med.

Derfor beder borgmestrene KL-bestyrelsen om at besvare tre spørgsmål:

1. Er det korrekt forstået, at den kollektive sanktion ikke er et problem i overslagsårene (2025-2027)?

KL havde lovet et svar til kommunerne. Det er ikke kommet endnu.

2. Hvilken betydning har det for service- og anlægsrammerne, at der nu er 9 kommuner, der vil hæve skatten med knap 700 mio. kroner?

Det øger de samlede kommunale budgetter alt andet lige med 700 mio. kroner. Betyder det så, at KL-bestyrelsen vil foreslå, at hver kommune betaler med 0,4 pct. af deres service- og anlægsbudgetter for at holde budgetterne under et som aftalt med regeringen tidligere på året, spørger de 16 borgmestre.

3. Endelig vil Stegger, Bjerregaard & co. gerne have KL-bestyrelsens bud på, hvad det får af konsekvenser for sammenholdet kommunerne imellem, at nogle kommuner bare vælger at køre solo uden at skele til konsekvenserne for naboerne?