Fortsæt til indhold

Familiechef vejet og fundet mere end tung nok

Mette Thomsen blev ved årsskiftet konstitueret som familiechef i Syddjurs. Nu er hun blevet fastansat i stillingen

Politik

Mette Thomsen er ny Familiechef i Syddjurs Kommune.

Hun er glimrende klædt på til opgaven. Mette Thomsen har nemlig været konstitueret siden 1. januar 2023 i jobbet.

Stillingen som familiechef blev slået op 2. august 2023. Der indkom i alt 18 ansøgninger til stillingen.

Et enigt ansættelsesudvalg har nu valgt at pege på Mette Thomsen som ny familiechef.

Svært styrbar område

Stillingen som Familiechef i Syddjurs Kommune har været ledig siden juli 2022, hvor Claus Friis Lange fik besked på at rydde sit skrivebord.

Han var den sidste i en række på tre familiechefer, der siden 2020 er blevet vejet og fundet for lette i forhold til at være styrmand for det vanskeligt styrbare familieområde.

Derfor skulle Syddjurs Kommunes direktion ikke ud at blamere sig en fjerde gang uden at være helt sikker og afklaret.

Direktør for Job og Velfærd Katrine Axél tog over efter Claus Friis Lange, før man valgte at teste Mette Thomsen fra egne rækker som Familiechef. Mette Thomsen var dengang myndighedsleder i familierådgivningscenteret, hvor hun havde været siden oktober 2021.

Kommunaldirektør Rasmus Møller bekræftede ved konstitueringen af Mette Thomsen overfor Adresseavisen, at der var behov for arbejdsro og kontinuitet på det store familieområde.

»Det har vi stor tillid til, at Mette Thomsen kan være med til at levere og give hele familieområdet. Vi har i den periode, hvor hun været ved os fået et rigtig godt indtryk af hende,« lød det fra kommunaldirektøren.

Med ansættelsen af Mette Thomsen er kommunaldirektørens indtryk kun blevet bekræftet i tiden, der er gået siden.

Sporene skræmmer

Familieområdets chefrække er alenlang.

Den sidste, Claus Friis Lange, tiltrådte som ny Familiechef i Syddjurs Kommune 1. januar 2022. Han, der var uddannet jurist, kom fra en stilling som chef for Børn- og familie i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor han havde været ansat siden 2015. Ud over børn- og familieområdet troppede han op med ledelseserfaring inden for børne-, unge-, fritids- og kulturområdet.

Efter seks måneder var han fortid hos Syddjurs Kommune.

Han tog over efter Anne Mette Have Rasmussen, som kom med 14 års kommunal ledererfaring, da hun 1. oktober 2020 begyndte som ny chef for Social og Familie i Syddjurs Kommune.

Familiechefen kom fra en stilling som AUA (arbejde, undervisning og aktivitet) – Handicap, Psykiatri og Socialt Udsatte i Horsens Kommune, hvor hun var driftsleder for 5 afdelingsledere og 150 medarbejdere.

Hun dukkede op med en uddannelse som cand. merc. i strategi, organisation og ledelse fra CBS og en efteruddannelse i innovationsledelse fra INSEAD. Anne Mette Have Rasmussen, havde også ledererfaring med fra Skanderborg Kommune.

11 måneder blev det til, før hun fik silkesnoren.

Christina Kaae, der var Familiechef i perioden marts 2014 - januar 2020 og herefter i et par måneder Social og Familiechef, blev bedt om at stoppe sit virke med udgangen af februar 2020.

»I gensidig forståelse med direktionen i Syddjurs Kommune,« var den faste vending, der stod at læse i den udsendte pressemeddelelse i forbindelse med alle tre afskedigelser. I den slags prekære sager benytter man sig af sproglige eufemismer i respekt for det skete.

Netop i 2020 blev der luftet ud på chefgangene.

I slutningen af april 2020 var det chef for Erhverv og Beskæftigelse Mette Vestergaard Byskov, der blev gået. Og senere midtvejs i 2020 var det kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen, som fik en fyreseddel.

Mette er den rette

Direktør Katrine Axél udtaler om ansættelsen:

»Jeg meget tilfreds med at kunne meddele, at Mette Thomsen er vores nye familiechef. Hun har gjort et rigtig godt indtryk i sin rolle som konstitueret familiechef, men har søgt stillingen på lige fod med de andre ansøgere. Familieområdet er fortsat i en proces, hvor der er behov for stærk økonomisk og faglig styring, og her er Mette den rette til jobbet. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med Mette om de vigtige forandringsprocesser på familieområdet.«