Fortsæt til indhold

Blomster til Tom Bytoft efter 25 år i politik

Socialdemokraten hædret med buket til kommunalbestyrelsesmødet.

Politik

25 år i politik kastede tirsdag en buket blomster af sig for socialdemokraten Tom Bytoft forud for kommunalbestyrelsesmødet på Grenaa Rådhus.

Og da borgmester Kasper Bjerregaard, (V), indledte sin tale med at nævne ordene ”politiker uden filter” var ingen i tvivl om, hvem, der skulle hædres.

»Så tror jeg, at alle ved, hvem der er tale om. Tom har været i kommunalpolitik siden 1. september 1998 - først i Sønderhald Kommune og siden i Norddjurs Kommune. Du har også passet en masse tillidshverv og bestyrelsesposter, og det vidner om en stor spændvidde og en stor alsidighed - og frem for alt om et stort engagement,« sagde borgmesteren.

Han kaldte Tom Bytoft for en ”ivrig” politiker, som arbejder utrætteligt for Norddjurs Kommune og dens borgere.

»Du er vidende. Du er interesseret - og du er ikke mindst meget, meget, meget talende. Du argumenterer passioneret for dine standpunkter. Du holder fast i dine holdninger, og er måske lidt stædig, men er også lydhør over for dine politikerkollegers synspunkter. Og så er du rap i replikken og altid god for en frisk bemærkning. Og altid givet med et glimt i øjet. Men friske bemærkninger kan også give knubs, når man når bredere ud, eksempelvis på sociale medier, hvor man måske ikke ser glimtet i øjet,« sagde Kasper Bjerregaard til Tom Bytoft.

I 2017 blev Tom Bytoft af dronning Margrethe udnævnt til ridder af Dannebrog.

»Det er på alle måder en stor anerkendelse at få, selv for en ræverød politiker,« sagde borgmesteren om den udnævnelse - vist nok også med et glimt i øjet.