Fortsæt til indhold

Voldsom stigning i akademikere i de to Djurslandskommuner

88 procent flere i Syddjurs og 80 procent flere i Norddjurs siden 2010.

Politik

Djøf’ernes antal er i kraftig stigning på de danske rådhuse. Det gælder også på Djursland, hvor man siden 2010 har ansat akademikere i stor stil til at løse opgaver for borgerne - og vel også for politikerne.

Fra 2010 til 2023 er antallet af akademikere i Syddjurs Kommune vokset med 88 procent - til 163,7 fuldtidsansatte - og i Norddjurs har man nu lidt færre - 140,3, svarende til en stigning på 80 procent på de 13 år. Tallene skal ses i sammenhæng med, at der i samme periode generelt er ansat flere i alle kommuner.

Tallene fremgår af en undersøgelse, som DR Nyheder har lavet, og den viser, at stigningen i de to Djursland-kommuner er noget større end på landsplan, hvor der i perioden 2010-2023 er ansat 52 procent flere akademikere - i alt har 7949 akademikere i løbet af årene fået et job i en kommune. I de 98 kommuner er der aktuelt 23.222 akademikere ansat.

Når styrelser beder om redegørelser, skal det selvfølgelig være af ordentlig kvalitet. Det er sådan nogle ting, som akademikerne hjælper med; at udarbejde og svare på de krav, som kommer fra statslige myndigheder
Kristian Heunicke

Udviklingen er nærmest en selvfølge ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Mads Peter Klindt. For kommunerne er blevet større, har flere opgaver og bliver styret strammer fra staten.

»Det er blevet mere komplekst. Så de her ting til sammen gør, at kommunerne har brug for flere akademikere,« siger han til DR Nyheder.

I staten er der også ansat et stigende antal akademikere, og det er kommunerne nødt til at matche, påpeger direktør i Kommunernes Landsforening, Kristian Heunicke.

»Når styrelser beder om redegørelser, skal det selvfølgelig være af ordentlig kvalitet. Det er sådan nogle ting, som akademikerne hjælper med; at udarbejde og svare på de krav, som kommer fra statslige myndigheder,« forklarer han til DR Nyheder.

HK’ere halveret

Mens antallet af akademikere er på vej op i kommunerne, går det den anden vej for antallet af HK’ere.

I samme periode er der nemlig blevet mere end 50 procent færre kontorassistenter.

De gammeldags kontorfunktionærer kan stadig bruges, men opgaverne er mere komplekse, og nogle medarbejdere har brug for et kompetenceløft, forklarer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Mads Peter Klindt. over for DR Nyheder.

Liberal Alliance har set en mulighed for at profilere sig på denne udvikling. Partiet kører aktuelt en kampagne under et slogan, som lyder, at ”Der mangler ikke penge. Der mangler fornuft”.

Partiets indenrigsordfører Lars-Christian Brask understreger, at det sker samtidig med, at mange kommuner må skære i udgifterne til børnehaver, skoler og plejepersonale.

Han mener, at kommunerne prioriterer forkert. De ansætter for mange på pseudoprojekter og har alt for mange i kommunikationsafdelingen, klimakonsulentafdelingen eller bæredygtighedskonsulentafdelingen.

Facebookvideo

På Facebook har partiets folketingsmedlem valgt på Djursland, Jens Meilvang, præsenteret en video, hvor han går ind på partileder Alex Vanopslaghs kontor og præsenterer ham for den kendsgerning, at Region Midtjylland vil spare fire akutlægebiler væk - blandt andet den i Grenaa. Og Jens Meilvang har regnet sig frem til, at regionen siden 2017 har ansat 569 flere administrative medarbejdere. Og at regionen har ansat over 30 journalister.

Til det kommenterer Alex Vanopslagh, at det trods alt er mindre en én pr. regionspolitiker - som der er 41 af.

I videoen siger Jens Meilvang, at han har fundet ud af, at der i Region Midtjyllands budget er afsat 60 millioner kroner til en politisk prioriteringspulje til uforudsete udgifter.

»Måske man kunne skære den lidt ned og så bevare vores akutlægebiler,« lyder det fra Jens Meilvang.

»Man kan jo ikke spare på uforudsete udgifter, for dem kan man jo ikke forudse,« konkluderer den liberale partileder.

Liberal Alliance er ikke repræsenteret i Region Midtjylland, hvor kun Enhedslisten som parti og så tre med tilknytning til Silkeborg - Venstres Ulrich Fredberg, socialdemokraten Annette Roed og den konservative Martin Jakobsen, stemte imod budgettet ved andenbehandlingen.