Frisættelse hedder det på mode-dansk. Tør du være fri, kære medarbejder?
I SMV-regeringsgrundlaget gentages det flere steder, at man ”vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie.”
Frisættelse er blevet et mantra for regeringen.
Mere konkret handler det om at stille spørgsmålet til de over 3.000 kommunalt ansatte i Syddjurs: ”Tør du være fri?”
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke været karrig i den sammenhæng.
I sin åbningstale til Folketinget lovede hun et opgør med ni ud af ti af de 4.000 læringsmål, som folkeskolen kæmper med at opfylde.
Det blev så siden fulgt op af regeringens nylige udspil til at afbureaukratisere folkeskolen.
”Det er ikke så nemt at afbureaukratisere, som folk går og tror. Man trykker ikke bare på delete-knappen. Problemet er i virkeligheden ikke de enkelte regler, men menneskesynet bag dem,” lød det fra antropologen og samfundsdebattøren Dennis Nørmark til altinget.dk i anledning af, at han er aktuel med bogen ’Ufrihedens Pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan.’
Dennis Nørmark spørger i realiteten, om vi mennesker er velopdragne skoledrenge hele livet?
Om den store del af menneskeheden, der ikke har lederansvar til dagligt, har modet til at gå selv?
Et spørgsmål, der ikke er formuleret direkte i Syddjurs Byråds netop vedtagne budget for 2024 og de tre efterfølgende år. Men læser man godt efter, står spørgsmålet ret så klart formuleret.
Svaret blæser imidlertid i vinden. Hvorfor nu det? Allerede i år har et flertal i Byrådet været nødt til at nedlægge 11 stillinger i den kommunale administration (Besparelse i 2024 på 5.3 mio. kroner) og indføre ansættelsesstop.
Ikke dikteret af ønsket om at udføre opgaver på en ny måde, men udelukkende begrundet i hensynet til økonomien og ikke mindst den nedadgående kassebeholdning.
Ved årsskiftet ophører ansættelsesstoppet.
Det er allerede annonceret, at der skal ansættes en ny direktør, så direktionen også fremover kommer til at bestå af en kvartet.
Men ellers bliver der taget fat på at skære i udgifterne til administration.
4.5 mio. kroner i 2024, 4.3 mio. kroner de tre følgende år.
Hertil kommer besparelser på ledelse på 1 mio. kroner i 2024 og 1.5 mio. kroner de næste år.
Besparelserne vil koste arbejdspladser.
Det vil således kunne mærkes ud fra en traditionel opfattelse af, hvordan en kommunal organisation skal fungere.
Ud fra en utraditionel giver det imidlertid alletiders mulighed for at ruske op i gamle vaner, resultatmål og handleplaner.
Frisættelse af medarbejderne, kalder SMV-regeringen det på mode-dansk.
Mere konkret handler det om at stille spørgsmålet til de over 3.000 kommunalt ansatte i Syddjurs: ”Tør du være fri?”