Kernen i SF Syddjurs fylder 80 år
SFs stærkeste kort i baglandet, Eigil Holm Nielsen, Knebel, runder i dag søndag 22. oktober de 80 år.
Jakob Feldtfos Christensen, forperson SF Syddjurs, og Kirstine Bille, gruppeformand for SFs byrådsgruppe, Syddjurs Kommune, har skrevet fødselsdagshilsen til partifælle Eigil Holm Nielsen i anledning af dennes 80 års fødselsdag søndag 22. oktober.
»Hovedformålet for en lokalforening af et parti er selvfølgelig først og fremmest at bedrive politik. Og det er vi i al ubeskedenhed ret gode til i SF Syddjurs. Men for at vi kan bedrive al den politik, så skal der være helt styr på tre ting: Medlemmer, økonomi og valgkampe. I midt i de tre elementer sidder vores allesammens Eigil, som i dag fylder 80 år.
Ikke at man kan mærke det på ham. For Eigil er allestedsnærværende og har et energiniveau der kan køre os andre, som trods alt er lidt yngre, trætte. Men Eigil er mere end regneark og orden. For det er også ham, som midt i en konsensusdiskussion stiller det der kritiske spørgsmål, som får alle til at stoppe op og sige: Nå ja…. Og det er også ham, når vi sidder midt i planlægningen af et arrangement, og stemningen måske er ved at gå lidt død, så pludselig udbryder: ”Jamen det er sgu da en skidegod idé – det skal vi da bare.” Så kommer der lige lidt energi ind i det hele igen, og før vi ved af det, så har vi et arrangement (hvor der er styr på økonomien!).
En af grundene til at jeg havde mod på at stille op som forperson for SF Syddjurs var, at jeg vidste, at jeg havde Eigil i bestyrelsen, og med to valgkampe i løbet af kun halvandet år, så viste det sig at være utrolig heldigt. Derfor vil jeg ikke bare på bestyrelsens og foreningens vegne men også personligt ønske Eigil et stort tillykke med dagen.
SF har gennem årene spillet vigtige roller i byrådene både før og efter kommunesammenlægningen. Eigil har i alle årene (sammen med Marianne) været og er stadig det faste anker. En trofast opbakning, også når beslutningerne har været svære. Han er en mester i konstitueringsforhandlinger med tilpas mod, frækhed og humor til at få ting til at falde på plads.
Eigil er den sejeste slider i valgkampe. Klatrer i lygtepæle, kører med trailer, stiller telte op og går på gaderne - og vi går aldrig ned på grej! Tak Eigil!
Og ved siden af det politiske slid må man ikke glemme, at Eigil er den kærligste ven og familiemand. Ikke mindst børn og børnebørn nyder godt af det. Også selvom Eigil skal køre landet rundt for at være der for dem.
Så kære Eigil, et stort tillykke med fødselsdagen fra hele SF Syddjurs. Vi håber, at du bliver fejret behørigt af familie og venner. Tak for dit store engagement i SF Syddjurs, og vi glæder os til mange års samarbejde og politiske diskussioner.«