Tidligere byrådsmedlem i Rønde gør politisk comeback
Erling Mikkelsen afløser partifællen Casper Grud Nielsen i de første fire måneder i det kommende år.
Erling Mikkelsen, iværksætter og idemand med afsæt i Rønde, gør et uventet politisk comeback.
I årets første fire måneder afløser han partifællen Casper Grud Nielsen, mens denne er på forældreorlov.
Erling Mikkelsen, 72, har prøvet at være byrådspolitiker tidligere, men det er efterhånden mere end 30 år siden.
Han repræsenterede Socialdemokratiet i det daværende Rønde Byråd i perioderne 1986-1989, og 1990-1993.
I den første periode var den borgerlige Peder Knudsen borgmester, den efterfølgende var det partifællen Vilfred Friborg Hansen, der siden blev den første borgmester i Syddjurs.
Ved de to seneste kommunalvalg har Erling Mikkelsen prøvet til uden held, men nu får han altså muligheden ad bagvejen for at træde ind i de hellige haller.
Det forventes, at Erling Mikkelsen overtager Casper Grud Nielsens post i Familie-, børne- og læringsudvalget i de fire måneder.
Jeg vil selvfølgelig forholde mig seriøst til de ting, der nu måtte være på den politiske dagsorden, og indrømmet, jeg ser da frem til at høre, hvordan det går med analysen af mulighederne for at få en svømmehal til RøndeErling Mikkelsen
Hvordan med svømmehallen?
Formelt er det Byrådet, der skal godkende, at Casper Grud Nielsen få en pause. Det sker på byrådets novembermøde.
»Nu skal det først formelt godkendes, men jeg ser da frem til at blive involveret i de fire måneder,« siger Erling Mikkelsen.
Han lover, at han ikke møder op med et mantra, der hedder ’tale er sølv, tavshed er guld’.
»Nej, det er ikke min natur. Jeg vil selvfølgelig forholde mig seriøst til de ting, der nu måtte være på den politiske dagsorden, og indrømmet, jeg ser da frem til at høre, hvordan det går med analysen af mulighederne for at få en svømmehal til Rønde. Den skulle, som jeg har forstået det, være klar til politisk behandling og gennemsyn,« siger Erling Mikkelsen.
Han arbejder fortsat som virksomhedsrådgiver ligesom han lokalt bl.a. er engageret som kasserer i Rønde Idrætscenters bestyrelse og Rotary.
Hvorvidt de fire måneder skal bruges som løftestang til genopstilling til kommunalvalget i 2025, er det nu for tidligt at sige noget om, oplyser den i fordums dage tidligere topscorer for Galtens bedste fodboldhold i Jyllandsserien.