Barndomskammerater nu også i kompagniskab om Ryomgård Fitness
Flemming Nielsen og Heine Sørensen har kastet sig ud i at drive fitnessvirksomhed på Industrivej i Ryomgård, fordi det reelt var det eneste alternativ, hvis lokalerne ikke skulle stå tomme.
Flemming Nielsen og Heine Sørensen, med de dynamiske mellemnavne Meldgaard og Lundskov, har optrådt som Dupond og Dupont i Ryomgård nærmest fra de smed sutten.
Førstnævnte runder 50 næste år, Lundskov et år senere.
Sammen har de i en årrække været fælles om driften af en tømrervirksomhed med opsætning af køkkener som spidskompetence, men også med andre fangarme ude til store dele af Østjylland og mere til. Virksomhedsporteføljen er løbende blevet forgyldt yderligere med opkøb af ejendomme i barndomsbyen, hvor de begge fortsat bor.
Nu har duoen også kastet sig over fitness - ved lidt af en tilfældighed.
Sammen har de, nærmest over natten billedligt talt, startet Ryomgård Fitness i lokaler på Industrivej i Ryomgård.
»Det var sgu’ en stor beslutning, for ingen af os aner en klap om at drive fitnessvirksomhed,» som Flemming Nielsen udtrykker det.
Vi håber også at kunne finde en massør, der vil kunne se en ide i at være tilknyttet Ryomgård Fitness.Heine Lundskov Sørensen
Forhistorien
Lokalerne på Industrivej 3 blev på kanten til 1980’erne opført af Heine Sørensens far, Martin Sørensen, der havde værksted på adressen, hvor der også i fitnessdelen tidligere har været en tæppeforretning, Midtdjurs Tæpper.
Nutildags ejer Heine Sørensen og Flemming Nielsen bygningerne, hvor de også har værksted.
Allerede i september 2017 åbnede der nyt fitnesscenter i lokalerne. Basic Gym & Fysioterapi Ryomgård hed det nye center, der både omfattede lokale til fysioterapi og træningscenter.
Bagmændene var fysioterapeuterne Jesper Vrang Jørgensen, mangeårig ejerleder med klinik og træningslokaler i Sundhedshuset Kolind, og Martin Bruun.
Duoen dannede et interessentskab, men på et tidspunkt flyttede Martin Bruun og siden fungerede Basic Gym & Fysioterapi som et traditionelt fitnesscenter.
»Vi har haft samtaler med Jesper (Vrang Jørgensen, red.) om et samarbejde eller overtagelse af udstyret, men vi valgte til sidst selv at gå i gang efter at have snakket med forskellige fagfolk og fået gode råd,« siger Flemming Nielsen.
Vil ikke konkurrere med IFM
Heine Sørensen understreger, at det ikke er ambitionen at konkurrere med det center, som IF Midtdjurs driver og har drevet på foreningsplan i mange år.
Det var sgu’ en stor beslutning, for ingen af os aner en klap om at drive fitnessvirksomhed.Flemming Meldgaard Nielsen
»Der er plads til os begge, men som sagt kender vi ikke ret meget til branchen, så vi bliver klogere hver dag,» siger Heine Sørensen.
Han og makkeren har siden de kunnet snøre fodboldstøvler og håndboldsko selv været aktive i IF Midtdjurs.
Fodboldmæssigt var Flemming Nielsen kendt på Djursland for at kunne score mål på samlebånd, ofte ud af ingenting, mens Heine Sørensen på de gode dage kunne spille alene på midtbanen, fordi hans volumen og vingefang var til det.
To gutter, der både kunne rive håret af en temperamentsfuld træner og tænde julelysene i hans øjne.
Noget de to allerede har lært i opstartsfasen som indehavere af et fitnesscenter er, at udstyr koster spidsen af en jetjager og lidt mere.
»Sammenlagt har vi vel investeret 700.000 kroner i udstyr, renovering og spritnyt gulv,« anslår kassemester Flemming Nielsen.
Det velassorterede lokale går da heller ikke kold på maskiner, løbebånd og vægte foreløbig.
Fin start
I løbet af en måned har Ryomgård Fitness fået nærved 70 medlemmer, og der kommer løbende nye til.
Nyt Matrix-udstyr er altid en motivationsfaktor i dette game.
Et slagtilbud på 299 kroner for et medlemskab resten af året har tydeligvis væltet mange herrer og damer med hang til styrketræning efter principperne for cirkeltræning. Du vælger typisk 3-12 øvelser, som du udfører på skift enten efter tid eller antal gentagelser.
Først til nytår bliver prisniveauet fast med en månedlig pris, 225 kroner, plus muligheder for rabatter ved halv- og helårsmedlemskab.
Det fremgår alt sammen af hjemmesiden. Her oplyses det også, at åbningstiderne hedder 05-23 hver dag for alle på 16 og derover.
’Babies’ eller tweens i aldersintervallet 12-15 skal være i selskab med en voksen.
På hjemmesiden bliver det penslet ud, hvordan man ret nemt digitalt bliver medlem og kommer i besiddelse af den app, som låser medlemmerne ind i lokalerne.
Kostvejleder og personlig træner
Flemming Nielsen og Heine Sørensen har lavet aftale med Marie Huusom, med en fortid i Ryomgård og IF Midtdjurs. I tidligere tider deltog hun i DM i Bodyfitness.
Hun er blevet tilknyttet centret som kostvejleder og personlig træner.
Marie Huusom kan man lave individuelle træningsaftaler med. Hun vil også kunne give en intro til alle maskiner i fitnesscenteret.
»Vi håber også at finde en massør, der vil kunne se en ide i at være tilknyttet Ryomgård Fitness. Der er et ledigt lokale til formålet,« siger Heine Sørensen.
Flemming Nielsen og Heine Sørensen er tillige indstillet på at lave specifikke aftaler med skoler og grupper, hvis de henvender sig.
Hverken Dupond og Dupont har selv rykket i jern, cyklet en tur og løbet på løbebåndet endnu i deres eget fitnesscenter. De har haft nok at tænke på i den første fase,, men mon ikke det kommer.