Bliver vores ledere bare ledere og ledere, fordi de selv er presset til at levere?

Den er hel gal med det psykiske arbejdsmiljø i en gren af Jobcentret hos Syddjurs Kommune, kunne man læse forleden her i avisen og i forskellige rapporter.

Før sommerferien var det galt på plejehjemmene Lillerupparken i Rønde og Søhusparken i Ebeltoft med højt sygefravær blandt medarbejderne og et stort vikarforbrug. Hertil utilfredse pårørende som savnede kontinuitet i hverdagen og omsorg for deres ældre.

Det, som politikerne gik og troede var det helt store dyr i åbenbaringen, de selvstyrende borgerteams for medarbejderne i den ud- kørende hjemmepleje, har vist sig at være en større sejtrækker end en jublende politikerskare havde forudset.

I sidste byrådsperiode blev den daværende kommunaldirektør fyret. Årsagen lød på, at han ikke havde løftet ansvaret for Syddjurs økonomien godt nok.

Den egentlige årsag var, at andre i direktionen og afdelingschefer i laget herunder havde mistet tilliden til kommunaldirektøren.

Han havde tabt omklædningsrummet, som det hedder i fodboldens verden, når en træner bliver bedt om at forsvinde. Der kunne sagtens fremdrages flere eksempler.

Men de nævnte gør det oplagt at stille spørgsmålet: Bliver vores ledere bare ledere og ledere, fordi de selv er presset til at levere?

Hele vejen rundt i byrådet vil der være politikere, som vil hævde, at medarbejdere og ledere presses af besparelser. Underforstået, at bare man kunne undgå at spare på det kommunale budget - tilpasse som det hedder - så ville alt være godt og solen skinne.

Det er ikke kun Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, der vil hævde at flere midler er kongevejen til større borger- og medarbejdertilfredshed.

Det gælder også et borgerligt parti som Konservative Syddjurs, hvor gruppeformanden i et læserbrev, da budgetforhandlingerne lige var afsluttet, beklagede, at man var nødt til at spare.

Det er ikke mange år siden, at Konservative Syddjurs førte en valgkampagne på at sænke kommuneskatten over en periode med et procentpoint! Der var også engang en konservativ finansminister, Poul Møller, der havde som slogan, at pengene befinder sig bedst i borgernes lommer.

Men er den utilfredshed, som vi kan læse om i rapporter fra Arbejdstilsynet og i diverse konsulentrapporter mon et kronisk fænomen?

Hvad hjælper det med alle mulige og umulige handleplaner for at komme utilfredsheden til livs?

Nuancerne har det med slippe op i den slags rapporter, hvor de involverede beskrives via farverne sort og hvid. Det samme gælder for ofte i de reportager, der bliver udkommet i æterbårne og skrevne medier.

Men i næste uge kan de selvfølgelig kaste sig over andre utilfredse og fortælle glædestrålende at verden er af lave.

Den hårdtprøvede biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, som selv er havnet i skærsilden, har i sit oktoberbrev rammende skrevet:

»Intet menneske er tjent med at blive reduceret til en stereotyp, en sort eller hvid brik i spillet. Sandheden er altid andet og mere end vores fastlåste billeder af hinanden.«

En forløsende samtale utilfredse parter imellem burde starte med denne erkendelse.