1300 samlet til protest mod regionens spareplan
Grenaa kan stadig give lyd fra sig, når sundhedstilbud forringes.
Lyden af en redningshelikopter med roterende vinger drønede onsdag klokken 19 ud gennem højttalerne i Grenaa Idrætscenter. Som et symbol på, at det fremover bliver en lægehelikopter, der skal redde i akutsituationer, fordi Region Midtjylland vil spare akutlægebilen væk i Grenaa.
Endnu engang lagde hallens grønne halgulv underlag til et protestmøde - som det er sket hver gang Region Midtjylland har haft sparekniven i gang og forringet sundhedstilbuddet i Grenaa og Djursland. Det er sket med jævne mellemrum siden det blev besluttet at lukke Grenaa Sygehus i 2010.
1300 borgere fyldte godt op i hallen - som et klart signal om, at lysten til at protestere endnu ikke er slukket.
Anledningen er kendt - Region Midtjylland har i et indgået budgetforlig med alle partier undtaget Enhedslisten besluttet at fjerne den lægebemandede akutlægebil fra Grenaa og skære åbningstiden i dagtimerne væk på akutklinikken på Grenaa Sundhedshus.
To og en halv time er sat af til aftenens borgermøde, som er arrangeret af Støttegruppen for Grenaa Sundhedshed. Uden pause undervejs, for tiden skal bruges effektivt til at sende så tydeligt et budskab afsted til Region Midtjylland, hvorfra regionsrådsformand Anders Kühnau, (S), gennem en sekretær havde meldt afbud til aftenens møde.
Men andre regionsrådsmedlemmer var til stede og gav udtryk for, at de var kommet for at lytte og blive klogere.
Og de kunne blandt andet lytte til taktfaste klapsalver - både til spørgsmål, kommentarer og såmænd også de to lokale musikere Peer Serwin og Rasmus Mauritsen og deres udgave af protestsangen ”I kan ikke slå os ihjel” - oprindeligt skrevet som støtte til Christiania af Tom Lundén fra Bifrost. Med denne fængende nye indledning omformuleret af Peer Serwin: ”I har svigtet jeres løfter, I vil fjerne vores tryghed.”
Lokalavisen følger mødet aftenen igennem og vender tilbage med flere artikler - både i aften og de kommende dage.