Syddjurs borgere og politikere udfordrede status quo på velbesøgt møde
Fire forskellige partier samlet for sammen med borgere at udforske alternativ økonomi og bæredygtig fremtid.
Borgere og politikere fra Syddjurs samledes i sidste uge på Kalø Højskole for at diskutere ”Fremtidens økonomi.”
Arrangementet var et produkt af et usædvanligt samarbejde mellem partier som Venstre, Konservative, SF og Alternativet.
Formål og videnberigelse
»Aftenens mål var klart: Gennem tre oplæg om økonomi og bæredygtighed skulle deltagerne få en dybere forståelse for alternative tilgange til økonomi, især når konventionelle tankegange ikke længere er tilstrækkelige,« siger Mette Foged, tidligere byrådsmedlem for Alternativet i Syddjurs og medarrangør af aftenen.
Aftenens moderator, kaospilot Paul Natorp fra Aarhus, spillede en central rolle i arrangementets planlægning og gennemførelse.
Doughnut-økonomi
Første oplægsholder, Jakob Rask, ekstern lektor i økonomi ved Roskilde Universitet, præsenterede Doughnut-økonomimodellen, der fokuserer på at opnå bæredygtig udvikling, som både tager hensyn til menneskeheden og naturen.
Grøn vækst
Mikael Skou Andersen, professor i Miljøvidenskab, afdækkede i sit oplæg ”Grøn vækst som en tredje vej mellem nulvækst og økonomisk misvækst” forslag til områder, hvor Syddjurs Kommune kunne finde ressourcer til både velfærd og grøn omstilling. Andersen turde berøre kontroversielle emner som grundskyld, dækningsbidrag og CO2-afgifter i landbruget.
Bæredygtighed
John Thøgersen, professor ved institut for virksomhedsledelse, afrundede oplæggene med en diskussion om, hvorfor det er så udfordrende at praktisere bæredygtighed.
Han opfordrede kommunen til at støtte borgerne i denne stræben.
Efter oplæggene deltog deltagerne i dialoggrupper ledet af seks værter, herunder byrådspolitikere Kasper Nissen, Riber Hog Anthonsen, og Bjørn Jensen, Kim Sørensen fra distriktsrådet i Hornslet, direktør og bestyrelsesformand Christoffer Flintholm og friskolelærer og Frilands-beboer Sarah Roued Thomsen.
»Energi og idéer flød frit, og diskussionen drejede sig om forandringsprocesser, kommunikation mellem borgere og kommunen, og fællesskabets betydning,« fortæller Mette Foged
«Panelet med værterne præsenterede de emner og tanker, der var blevet diskuteret i grupperne og besvarede spørgsmål. Der var en fælles vilje til at bidrage til at skabe en bedre fremtid,« lyder det fra Alternativets tidligere byrådsmedlem.