Akut-besparelser rammer også Syddjurs
Riber Hog Anthonsen vikarierede for borgmester Michael Stegger Jensen på borgermødet i Grenaa.
Protesterne mod Region Midtjyllands spareplan og farvel til akutlægebil og kortere åbningstid på akutklinikken på Grenaa Sundhedshus har hidtil lydt højest og klarest fra Grenaa og Norddjurs.
Men de rammer også i nabokommunen mod syd. Det fortalte formanden for Sundheds og Ældreudvalget i Syddjurs, Riber Hog Anthonsen, (V), på onsdagens borgermøde i Grenaa Idrætscenter, hvor han vikarierede for borgmester Michael Stegger Jensen, (S), der var optaget af et andet møde.
»Men jeg skal hilse fra ham og sige, at sparekravene også rammer os i Syddjurs. Nogle tror måske, at vi læner os lidt tilbage og vender os mere mod Aarhus, men vi har rigtig mange borgere i kommunen, som rækker mod Norddjurs, så det her betyder noget for os. Det er vigtigt for en kommune at gøre sig så attraktiv som muligt, og hvis der ikke er et ordentligt sundhedstilbud tæt på, risikerer vi at blive fravalgt,« sagde Riber Hog Anthonsen.
Han synes der er et misforhold mellem regeringens sundhedsplaner og så Region Midtjyllands ageren.
»Regeringen ønsker med nærhospitaler at bringe sundhedstilbuddene tættere på borgerne, så det er en helt forkert vej, Region Midtjylland er inde på. Man taler om, at der skal være lighed i sundhed for alle borgere, og at vi alle kan forvente velfærd for de penge, vi betaler i skat. det gælder ikke mindst, når vi bliver ramt af skader eller sygdom. Der er den akutte hjælp meget vigtig. I Syddjurs har vi også rigtig mange turister hele året, og de skal også kunne forvente at få hjælp, når behovet er der,« sagde udvalgsformanden.
Han opfordrede alle til at skrive høringssvar til Region Midtjylland for at gøre opmærksom på sin utilfredshed.
»Det er vi i dag på Sundhed og Ældreudvalgets møde blevet enige i at sende et høringssvar, ligesom jeg ved, at også de to borgmestre på Djursland vil gøre det. Det her skal bare laves om og gøres anderledes, og det bakker vi fuldstændig op om i Syddjurs,« sagde Riber Hog Anthonsen.