Thorsager Distriktsråd: Uafklarede projekter og politikernes løftebrud på dagsordenen
Inden generalforsamlingen onsdag 29. november udtaler distriktsrådsformand Klaus Bertram Mikkelsen, at han i alt for høj grad savner, at politikerne lever op til deres løfter.
Onsdag 29. februar inviterer Thorsager Distriktsråd til generalforsamling i Multirummet i Thorsager Hallen.
Formand Klaus Bertram Mikkelsen håber, at han kan fortælle de fremmødte borgere, at der nu er en plan for den tidligere brugsgrund i midtbyen, ligeså for rensning af dammen ved Forsamlingshuset, og et svar på, om den dæmning, som distriktsrådet har foreslået kommunen at få etableret for at sikre, at dammen ikke bliver løbet over ende gang på gang på regnfulde dage, bliver til noget.
»Vi har andre småting som f.eks. beplantning og trafiksanering på Nørregade og Thorsgade, som vi venter på bliver udført. Men det er de store hængepartier, som borgerne spørger til, når vi fra distriktsrådet møder dem i Brugsen,« siger Klaus Bertram Mikkelsen.
»Det er fint nok, at kommunen højt og flot fortæller, at distriktsrådene skal være kommunens forlængede arm til borgerne, men så duer det ikke, at de ting, vi bliver lovet, ikke bliver udført. Eller at vi det mindste får en forklaring på, hvorfor det ikke sker. Det er i længden træls at skulle svare borgerne, at vi forventer og regner med, men reelt ikke ved, om det holder.«
Distriktrådsformanden nævner som et eksempel, at der på et vælgermøde op til kommunalvalget i november 2021 blev lovet, at dammen ville blive renset op til foråret.
»Nu har det været forår to gange siden. Borgmesteren var forbi marts i år, hvor vi meget minutiøst gentog vores ønske om at få renset dammen op og i samme forbindelse få lavet den dæmning, der kan om jeg så må sige klimasikre området. En enkelt lodsejer er betænkelig ved denne løsning, men hvis kommunen vil medvirke konstruktivt, kan der findes en løsning.«
Brugsgrunden en langgaber
Det store hængeparti i Thorsager er den tidligere brugsgrund, hvor distriktsrådet gentagne gange har spurgt til planerne.
Senest skete dette under borgmester Michael Stegger Jensens kontortid i byen i marts 2023.
Trods åbne politiske hensigter har udviklingen omkring området været en ”never ending story” i de seks år, siden Thorsager indviede sin nye brugs på Ryomvej.
Situationen omkring det gamle brugssted på Thorsgade 26 i midtbyen forbliver uafklaret.
Det frustrerer Klaus Bertram Mikkelsen og resten af distriktsrådet.
Lokalplan 40
Syddjurs Kommune købte den gamle brugsgrund af Dagli’Brugsen Thorsager.
Ifølge aftalen skulle der etableres tæt/lav boligbyggeri på grunden.
’Trekanten’, hvor det tidligere tankanlæg var placeret, skulle omdannes til en grøn plads med parkeringsmuligheder til gavn for kirken og forsamlingshuset.
Det skal ske i respekt for den bevarende Lokalplan 40 for Thorsagers bymidte, vedtaget af det daværende Rønde Byråd i januar 1997 med bl.a. Klaus Bertram Mikkelsen, dengang politiker, som anbefaler.
Lokalplanen dækker næsten alle ejendomme langs flere gader, herunder Thorsgade, Kirkevej, Roarsvej, Damfaldet, Kjaervej, Nørrregade, Lille Randers, Frederiksgade, Vestergade og ejendomme langs Ryomvej mellem Thorsgade og Vestergade.
Dagli’Brugsen ejer fortsat huset på Thorsgade 24 opført i 1930, som er en del af den bevarende lokalplan fra 1997.
Fortsat uklart
På borgmesterrundturen i marts var der uklarhed om fakta vedrørende den forladte brugsgrund.
Ifølge en oplysning fra Syddjurs Kommune i marts 2023 var grunden solgt for omkring 1½ år siden under betingelse af vedtagelse af en byggeretsgivende lokalplan.
Planafdelingen forventede dengang, at lokalplanen snart kunne vedtages, hvorefter køber skulle betale købesummen, og skødet tinglyses.
En byggeretsgivende lokalplan sikrer, at køberen kan opføre beboelse på grunden og vil samtidig ophæve den gamle lokalplan fra 2009.
Den nye plan vil også adressere en bagvej i området, der tidligere delte brugsens parkeringspladser og er tilknyttet købers ønske om ændringer.
Planlægningen for denne bagvej var dog stadig i gang den gang i foråret, og der var ingen fastsat tidshorisont for en endelig løsning.
Planchef Henrik Bernberg, Syddjurs Kommune, udtalte i marts til Adresseavísen:
»Vi bokser med en løsning på det lige nu, men jeg tør ikke sætte tidspunkt på, hvornår vi har en løsning. Den skal vi have, før vi kan lave en færdig lokalplan.«
Klaus Bertram Mikkelsen har forsøgt at få klarlagt, hvorfor det fortsat trækker ud. Uden held indtil videre.
Der bliver solgt grunde
Formanden for Thorsager Distriktsråd overvejer sin egen situation forud for generalforsamlingen:
»Jeg er 77, og det betyder selvfølgelig, at der skal tænkes i et generationsskifte om ikke så længe. Om det skal ske nu eller senere, afklarer jeg på et møde inden generalforsamlingen med mine fire kolleger plus de to suppleanter, som begge deltager aktivt i vores møder og arbejde.«
Han fremhæver, at der også sker masser af positive ting i byen.
Distriktsrådsformanden fremhæver Brugsens udvikling som et særdeles positivt kapitel
Det samme gælder salget af byggegrunde på den nye udstykning på Hvedevangen i retning Rønde.
I april 2021 vedtog byrådet en ny lokalplan, der åbner mulighed for opførelsen af 42 nye parcelhuse i letbanebyen.
I første etape er der gjort klar til at bygge 15 boliger.
»Tre af husene er i gang med at blive bygget ud af i alt fire solgte grunde. Det er et godt signal.«