Rokade hos Socialdemokratiet i Aarhus: Medlem ønsker at prioritere familien
Lone Hindø er ny politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus, hvor hun efterfølger Jasmine Søgaard, som ønsker en bedre balance mellem arbejdsliv, politik og familien.
Jasmine Søgaard træder efter eget ønske tilbage fra posten som politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus for i stedet at give pladsen til Lone Hindø.
Det oplyser den socialdemokratiske byrådsgruppe i en pressemeddelelse.
Rokaden blev gennemført på et gruppemøde tirsdag, og Jasmine Søgaard begrunder ønsket med, at hun gerne vil prioritere sin familie.
»Jeg er meget taknemmelig for, at gruppen i sin tid udviste mig den store tillid, det er at få tildelt rollen som politisk ordfører. Når jeg træffer beslutningen om at træde et skridt tilbage, så skyldes det ønsket om at balancere arbejdsliv, politik og vigtigst af alt familien. Jeg mener, at denne manøvre giver mig muligheden for at sætte alle sejl ind på mine øvrige ordførerskaber samtidigt med, at jeg kan prioritere min familie,« fortæller Jasmine Søgaard, som siden 2022 har været medlem af Aarhus Byråd - fra august sidste år til maj i år var hun dog på barselsorlov.
Hos den socialdemokratiske gruppeformand Anette Poulsen er der stor forståelse for den beslutning, som Jasmine Søgaard har truffet, og hun roser den nu tidligere politiske ordfører for det arbejde, hun har udført.
»Hun bliver svær at efterfølge, men jeg er sikker på, at Lone kommer til at gøre det glimrende. Lone har gennem sit mangeårige arbejde i byrådet vist, at hun har den nødvendige tæft og er i besiddelse af et solidt politisk kompas. Vi ser frem til at se de egenskaber blive anvendt endnu bredere,« lyder det fra Anette Poulsen i pressemeddelelsen.
Erfaren efterfølger
Den nye politiske ordfører er en erfaren kvinde i byrådsgruppen. Lone Hindø har således mange år på bagen i Aarhus Byråd, som hun var medlem af fra 1982 til 2002 og har siddet i igen siden 2018. I årene 1986 til 1994 var hun i øvrigt rådmand - først med ansvaret for el, vand, varme, kollektiv trafik samt lufthavnen og senere for skole og kultur.
»Jeg er virkelig glad for, at gruppen har valgt at betro mig det ansvar, som følger med udnævnelsen. Jeg sætter stor pris på skulderklappet. Jasmine har gjort et glimrende stykke arbejde, som jeg ser frem til at fortsætte. Politik står aldrig stille, og jeg glæder mig til at intensivere mit samarbejde med resten af gruppen og de øvrige partier,« fortæller Lone Hindø i pressemeddelelsen.
Både Lone Hindø og Jasmine Søgaard beholder hver især deres hidtidige udvalgsposter, og der er ikke udskiftning på øvrige poster i partiet.