Formand fik det glatte lag af et samlet byråd: Ét parti har mistet tilliden
Der blev skudt med skarpt, da byrådet skulle diskutere et forslag om en uvildig undersøgelse af asbestsagen. Formanden for Teknisk Udvalg tog imod kuglerne.
Se video af hele debatten i bunden af artiklen
Opbakningen til formanden for Aarhus Kommunes travleste politiske udvalg, Teknisk Udvalg, er skrantende.
Det stod klart onsdag aften, da byrådet var samlet i den ikoniske byrådssal for blandt meget andet at debattere udvalgsformand Solveig Munks (EL) forslag om at iværksætte en uvildig undersøgelse af asbestsagen.
Og den debat blev en hæsblæsende af slagsen og endte med, at Venstres medlem af Teknisk Udvalg og gruppeformand, Gert Bjerregaard, erklærede mistillid til Solveig Munk.
»Jeg synes, at vi har nogle grundlæggende problemer i forhold til formandens ageren, som vi kan diskutere i Teknisk Udvalg. For vi er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan bakke op om formanden for udvalget,« rasede han.
Forud for dén eksplosive melding var der blevet skudt med skarpt mod Enhedslistens enlige mandat fra samtlige partier og løsgængere.
Fordummende
Årsagen var formen på udvalgsformandens løbende kritik af Teknik og Miljø i asbestsagen, måtte man forstå. Derudover var der bred enighed om, at Enhedslistens indstilling var fyldt med uunderbyggede anklager mod Teknik og Miljø.
»Det er et fordummende forslag,« kritiserede Jakob Søgaard Clausen (DD) og bragte et andet gennemgående kritikpunkt fra byrådet på banen; at Enhedslisten i samme indstilling krævede tilbud om genansættelse til den fyrede specialarbejder Dilman Aziz.
»At fedte en personalesag ind i det og komme med en masse anklager, kan jeg ikke stå inde for. Det er ellers en meget alvorlig sag, og det er godt, at den rejses politisk. Men Enhedslisten rammer forbi skiven. Det forplumrer debatten og ødelægger en berettiget fokus på et projekt, der ikke har kørt godt nok. Der er brug for at få set på denne sag, og hvad vi kan lære af den i forhold til fremtidige renoveringsprojekter,« konstaterede danmarksdemokraten.
Hovedpersonen selv holdt fast i sagens kerne, behovet for en granskning af asbesthåndteringen.
»Der er kraftige indicier på, at vi ikke har varetaget bygherreansvaret ansvarligt. Den her sag efterlader et ukendt stort antal mennesker i uvished, om hvorvidt de/vi har været udsat for sundhedsfare. Hvordan i alverden kan byrådet tillade det?« argumenterede Solveig Munk forgæves.
Da løsgænger Henrik Arens tog ordet, gjorde han det med et dybt suk. Han har været personligt involveret, idet han var blandt de tre politikere, som blev vist rundt i kælderen af Dilman Aziz.
»Jeg har overvejet længe, hvor meget jeg skulle gå ind i den her sag. Og jeg står ikke tilbage med et godt indtryk af forvaltningen, men jeg kan ikke støtte den form for formuleringer, selvom jeg mener, at der er rigtig, rigtig mange spørgsmål og fejl, der bør belyses. Sagen er ikke død for mit vedkommende,« fastslog han.
Men sagen er politisk død - i hvert fald indtil videre.
Solveig Munk lykkedes hverken med at få den sendt til behandling i Magistraten eller Teknisk Udvalg.
»Mangel på format«
Undervejs erklærede de store partier deres ubetingede tillid til Teknik og Miljø og håndteringen af asbestsagen, men rådmand Nicolaj Bang (K) fik dog en smule kritik med på vejen for ikke at erkende et rodet forløb og nægte at stille op til interviews.
»Vi opfordrer til, at rådmanden øger kommunikationen udadtil, så offentligheden kan få et mere nuanceret billede af hvad man har gjort og ikke gjort, så alle de påstande, der fyger rundt, ikke står uimodsagt,« lød det fra SF.
Det medførte et anerkendende nik og et løfte om at rette op fra Nicolaj Bang, som ellers brugte det meste af sin taletid på at angribe Enhedslisten.
Rådmanden anerkendte dog den forundring, der har været over, at hans forvaltning ikke har politianmeldt den påståede årelange anbringelse af asbest i kælderen.
»Det tager jeg selvfølgelig alvorligt, og derfor har jeg bedt min forvaltning tage kontakt til Østjyllands Politi med henblik på en vurdering af, om der skal ske en efterforskning.«
Nicolaj Bang sluttede med at invitere de relevante faglige organisationer til at bidrage med at udarbejde en vejledning til asbesthåndtering i forbindelse med at Teknik og Miljø i 2024 overtager ansvaret for samtlige kommunale ejendomme, og at der kommer skærpede regler på asbestområdet.
Tilbage står, at der skal klinkes nogle store skår i Teknisk Udvalg, der i forvejen har så store samarbejdsvanskeligheder, at man har måttet aftale at drøfte det som et selvstændigt punkt i starten af december.
Efter byrådsmødet var der ikke megen forsoning at spore hos Venstres Gert Bjerregaard, da avisen spurgte ham ind til hans mistillidserklæring.
»Jeg synes efterhånden, at Solveig Munk har diskvalificeret sig selv som formand. Hun udviser mangel på format. Alt for mange gange er formanden gået alt, alt for langt og har angrebet både embedsmænd og eksterne private operatører, som ikke kan forsvare sig selv. Skyd dog på rådmanden og byrådsmedlemmerne i stedet,« lød hans klare opfordring.
Reaktionen fra Gert Bjerregaard har Solveig Munk blot hovedrysten tilovers for, forklarer hun dagen efter mødet.
»Det er et forsøg på at fyre budbringeren i stedet for at høre budskabet. Præcis, hvad der er sket i asbestsagen. Det er en uskik, man har tillagt sig i Teknik og Miljø, og nu bliver den form så også brugt i byrådet. Jeg ser det som et forsøg på at begrænse min ytringsfrihed ved at true mig på posten som formand,« siger hun.
»Men det er forståeligt, at Gert Bjerregaard vil forsøge at tilkæmpe sig en post. Det er dog udvalget, der vælger formanden, og der er generelt en forventing om, at man er loyal over for indgåede konstitueringsaftaler. Så det må komme an på, om han kan få overbevist Socialdemokratiet og SF, så der er et flertal imod mig. Det er spændende, om der er det.«