Røndes hovedgade får nyt liv: Midterløsningen topprioritet ved borgermøde
Syddjurs Kommune investerer 17,3 millioner kroner i at forbedre Hovedgaden i Rønde. Borgerflertal ønsker et midterareal med grønt, svingbaner og overgange for at øge trafiksikkerheden og byens appel.
Syddjurs Spildevand planlægger en omfattende transformation af Hovedgaden i Rønde gennem et kommende projekt med separatkloakering og vejrenovering.
Projektet, som begynder midt i 2025, sigter mod mere end blot at genetablere vejen; det har til formål at skabe en forbedret og attraktiv bymidte. Syddjurs Kommune har øremærket 17,3 millioner kroner til dette formål i perioden 2023-2027.
Der er reelt kun tale om 16 mio. kroner, fordi 1,3 mio. kroner allerede har fået økonomiske ben at gå på i den proces, der er afviklet og forestår.
Et borgermøde i sidste uge i Rønde Idrætscenter tiltrak ifølge Syddjurs Kommune 90 borgere. Tallet må inkludere det store antal politikere og ansatte i embedsværket.
Med 16 millioner kroner til rådighed skulle borgerne prioritere mellem forskellige idéer. Et overvældende ønske var et midterareal med overgange, svingbaner og grøn bevoksning. De unge prioriterede cykelstier langs Hovedgaden, mens andre fokuserede på parkering og biltrafikafvikling.
I byrådet til sommer
Resultaterne fra mødet er nu afgørende for den videre proces.
Kommunens embedsværk vil i de kommende måneder udarbejde et skitseforslag, der præsenteres for byrådet til sommer.
Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, Teknik- og Miljøudvalget, fremhæver vigtigheden af borgernes deltagelse:
»Vi står over for en varig forandring af Røndes bymidte, og her er borgernes stemme afgørende.«
Borgernes favoritforslag om et midterareal vil være i fokus ved et tredje borgermøde før sommeren 2024, hvor det endelige forslag præsenteres.
Fem synspunkter
Adresseavisen bad på borgermødet en række Rønde borgere, hvordan de så på Hovedgaden lige nu, og hvad de de havde af ønsker for fremtiden.
Sofie Kjeldgaard og Oskar Hansen, unge Rønde-borgere siden 2021, begge biologer:
Sofie: »Vores erfaringer som nytilflyttede fra Aarhus i 2021 har været præget af overraskelse over trafikmængden på Hovedgaden. Det kan være udfordrende at bevæge sig sikkert rundt, både for børn og voksne. Især manglen på overgange skaber situationer, hvor det er svært at krydse vejen.«
Oskar: »Jeg synes, der er brug for overvejelser om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at benytte motortrafikvejen, især for dem uden ærinder på Hovedgaden, der blot skal køre mod Aarhus. Det er let at komme til at køre for hurtigt gennem byen. Selvfølgelig er det rimeligt at bruge Hovedgaden til indkøb eller besøg, men pendlertrafikken til og fra arbejde, især fra Mols eller Helgenæs, bør også adresseres.«
Sofie: »Jeg har set ældre borgere, blandt andet en kvinde med rollator, kæmpe med at krydse vejen ved Lillerupparken. Det er ikke godt nok, og derfor synes jeg, flere overgange er et vigtigt emne.«
Rene Povlsen, Meny-købmand og formand for Rønde Handel:
»Hovedgaden skal være tilgængelig for alle trafiktyper og biltyper. Derfor foretrækker jeg klart Vejtype 2 med midterrabat. Denne løsning er fleksibel og skaber forbedrede forhold for fodgængere og cyklister, der kan krydse vejen mere sikkert. Samtidig muliggør Vejtype 2, at de trafikanter, der skal svinge, nemt kan gøre det uden at forsinke den øvrige trafik.«
Torben Lave, Rønde borger:
»Vejtype 2. Jeg ser værdien i at holde fast i de eksisterende overgange på Hovedgaden og åbne op for midterarealet ved behov. Hvor svingbaner ikke er mulige, kunne kaosområder være en praktisk løsning. Når det kommer til parkering på Kaløtorvet, mener jeg, at skråparkering og større pladser ville gøre parkeringen langt mere bekvem og skabe bedre overblik. Ved etablering af den nuværende parkering på Kaløtorvet udtrykte Handelsstandsforeningen sig skeptisk for udformningen som den blev. Man forudså at bilisterne ville have svært ved at overskue færdslen og, som det har vist sig, for ofte give parkeringsskader, når to biler bakker samtidig. Man ville hellere have skråparkering, fordi det gør trafikanterne mere trygge i færdsel på arealet.
Kommunens svar var, at afstanden mellem de to rækker biler var som krævet og at skråparkering ville koste et par pladser. I øvrigt mente man, at bilisterne opførte sig som idioter, når de parkerede.
Min personlige opfattelse er, at opfører bilisterne sig som idioter, når de parkerer, skal man vel indrette parkeringspladserne til idioter.«
Jens Reinholdt Nielsen, Rønde borger:
»Trafiksikkerheden på Hovedgaden er mit hovedanliggende, og den er utilfredsstillende nu. Især morgen- og aftentrafikken, hvor mange pendler til og fra Mols og Helgenæs, er bekymrende. Jeg ønsker at gøre det mere besværligt for pendlere at køre gennem byen ved hjælp af skiltning, og tvinge dem til at benytte motortrafikvejen. Kørsel ned ad Hovedgaden bør være forbeholdt ærinde som indkøb, ikke pendling til Aarhus. Derudover vil jeg investere i en overgang ved Plejehjemmet Lillerupparken, da det er uacceptabelt, at ældre borgere ikke kan krydse Hovedgaden sikkert.«
Lars Bonde, Rønde borger og vejingeniør ved Syddjurs Kommune:
»Trafikmængden på Hovedgaden er ikke det største problem. Den har været stabil i en årrække, selvom vi er blevet flere borgere og trafikanter. Mange vælger automatisk motortrafikvejen. Generelt synes jeg, trafikanterne kører ordentligt. Men der er nogle udfordringer, især ved venstresving ved Kaløtorvet og Busterminalen. Der behøver flere overgange, tre efter min opfattelse. Også fint med træer ude i kanten af vejen. Vejbanen er bred nok, og træerne påvirker ikke trafiksikkerheden, men vil give Hovedgaden et smukkere udtryk.«