Fortsæt til indhold

Lokal profil fornyer mandat som folketingskandidat

Dorthe Hindborg har vundet urafstemning og er fortsat kredsens folketingskandidat.

Politik
gs

55-årige Dorthe Hindborg fra Stjær ved Galten har fået fornyet sit mandat som kandidat til det kommende folketingsvalg.

Det står klart efter endt urafstemning blandt medlemmerne i Socialdemokratiet Skanderborgkredsen. Her vandt Dorthe Hindborg, og er altså fortsat kredsens folketingskandidat.

»Det er en lettelse, og det er positivt at få medlemmernes opbakning på ny. Det er altid godt at vide, at man har baglandet i ryggen,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.

Dorthe Hindborg har tidligere, ganske kortvarigt, været midlertidigt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Østjyllands Storkreds. Det skete, da hun fra 6. januar 2020 til 28. februar 2020 var stedfortræder for Jens Joel.

Hun satser på, at hun kan få en mere permanent stol på Christiansborg ved det kommende folketingsvalg.

»Jeg tror på, at jeg kan komme i Folketinget, ellers stillede jeg ikke op, og jeg tror heller ikke, der kommer et folketingsvalg i den nærmeste fremtid, så jeg har noget tid at fortsætte mit politisk arbejde,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.

Skanderborgkredsen består af kommunerne Odder, Samsø og Skanderborg.

Dorthe Hindborg er udlært teknisk assistent og har tidligere i 14 år været afdelingsformand i fagforeningen Teknisk Landsforbund.

Hindborg arbejder til daglig som pædagogmedhjælper i børnehuset Guldsmeden, Skovby Børnehus.

Hun har tidligere været medejer af genbrugsbutikken Omtanke, der fra juni 2021 til november 2022 kunne findes i Skanderborg.