Ny analyse giver fornyet håb om genåbning af Laurbjerg Station
Favrskov Kommune vil med nye argumenter på hånden gøre et nyt forsøg på at få et trinbræt i Laurbjerg.
Der er plads til at lade toget standse i Laurbjerg, og der vil være nok passagerer, der vil stå på og af i Laurbjerg, hvis man sammenligner med andre mindre stoppesteder i Danmark.
Sådan lyder konklusionen, meget forenklet sagt, i en ny analyse om genåbning af stationen i Laurbjerg. Genåbningen har i mange år været et ønske fra Favrskov Kommune, og kommunen har bidraget økonomisk til at få udarbejdet den nye rapport, som landsbysamarbejdet Favrskov4ren tidligere i år tog initiativ til at få lavet.
Ifølge rapporten, som er lavet af Systra, der tidligere hed Atkins, er der kapacitet nok på strækningen til at lade toget standse i Laurbjerg en gang i timen.
»Jeg har personligt aldrig været i tvivl om, at der er kapacitet nok, men det er vigtigt at få nogen med forstand på det til at sige det. Tidligere har svaret altid været, at der har været usikkerhed om kapaciteten, så det er simpelthen noget nyt, og det er jeg rigtig glad for,« siger viceborgmester Birgit Liin (V).
Birgit Liin har boet i Laurbjerg og i mange år – også før hun blev valgt ind i byrådet – kæmpet for få toget til at standse i Laurbjerg. Det lykkedes rent faktisk at få overbevist Folketinget om at vedtage at etablere et trinbræt i byen, men efter folketingsvalget i 2019 blev lige præcis trinbrættet i Laurbjerg på kontroversiel vis pillet ud af trafikplanen.
Efterfølgende bestræbelser på at få et togstoppested i Laurbjerg er stødt på grund, men den nye rapport giver fornyet håb om, at Folketinget vil se velvilligt på sagen.
Nyt passagergrundlag
Kommunen har indenfor de sidste par år vedtaget en helhedsplan og en udviklingsplan for Laurbjerg, der åbner op for at bygge 164 nye boliger nord for byen, der i så fald vokser fra 1.000 til 1.400 indbyggere. Hvis det realiseres, vil der ifølge rapporten i 2032 være potentiale for næsten 400 daglige ture med tog til og fra Laurbjerg.
»Passagergrundlaget er væsentligt højere end tidligere beregnet på grund af den planlagte udvidelse af Laurbjerg, som jeg mener er relevant at indregne, fordi den nye udstykning er så virkelighedsnær nu,« siger Birgit Liin.
I rapporten bemærkes det som ”ret iøjnefaldende”, at næsten 90 stationer i Danmark forventes at have et lavere passagerpotentiale end Laurbjerg i 2032.
»Det, synes jeg, er et godt argument for et stoppested i Laurbjerg,« siger Birgit Liin.
Gør et nyt forsøg
Analysen fra Systra er blevet taget godt imod af Favrskov Kommune. Forvaltningen fremhæver i en beskrivelse af analysen, at den har aktualiseret og forøget vigtigheden af en genåbning af stationen, som vil give en markant kortere rejsetid med offentlig transport til især Aarhus og få stor betydning for bosætningen i Laurbjerg.
Forvaltningen vurderer, at analysen giver grundlag for at genoptage dialogen med Folketinget om en genåbning af Laurbjerg Station. Økonomiudvalget har på den baggrund besluttet, at borgmesteren og de to viceborgmestre skal søge foretræde for Folketingets Transportudvalg.
»Vi vil påpege de nye ting i rapporten, som forhåbentlig kan overbevise partiernes transportordførere om at få en dialog og nogle tilkendegivelser, så vi ved, hvor vi står. Der er mange andre steder, man også ønsker stoppesteder, og vi ved, at vi ikke alle kan få, så vi skal være skarpe« siger Birgit Liin.
Viceborgmesteren mener dog, at Favrskov Kommune står med gode kort på hånden i forhold til andre kommuner, der er på jagt efter transportpolitikernes gunst.
»Vi har fået undersøgt alt i Laurbjerg, så det er lige til at gennemføre. Mig bekendt har man ikke et færdigt beslutningsgrundlag andre steder i landet, så vi er nogle skridt foran. Vi har desuden fra kommunal side gjort os tanker om parkering og trafikafvikling fra stationen med videre.«