Honnør til hverdagens helte - snekaos afslører civilsamfundets styrke og solidaritet

Historierne om sidste uges ekstreme snestorm og dens kaotiske påvirkning af E45-motorvejen er mange.

En særlig hjerteskærende fortælling om en 80-årig kvinde, hvis kropstemperatur faldt til bekymrende 35 grader efter 20 timers venten i en kold bil, har kastet lys over redningsindsatsens udfordringer.

Dette rejser berettigede spørgsmål om beredskabets kapacitet og evne til at håndtere ekstreme situationer.

Flere af Folketingets partier har allerede reageret med kritik og letkøbte løsninger, men det er vigtigt at anerkende, at politi og beredskab stod over for ekstreme udfordringer, og vejret var af en karakter, der ikke er set i årtier.

Trods deres ihærdige indsats var der dog beretninger om bilister, der måtte overnatte på motorvejen uden adgang til basale fornødenheder som varme og toiletter. Spørgsmålene, der rejser sig, bør lede til en nøje og nuanceret evaluering af redningsindsatsens styrker og svagheder.

Er det realistisk at forvente, at beredskabet kan imødegå så ekstreme vejrforhold? Skal der implementeres forbedringer, og i så fald, hvilke?

Det er essentielt at balancere kravene til beredskabet med den uforudsigelighed, som ekstreme vejrforhold medfører.

En sådan nuanceret diskussion bør resultere i konkrete handlinger for at forbedre beredskabets evne til at håndtere lignende situationer i fremtiden.

Samtidig skal der også være plads til at anerkende og støtte de redningsfolk, der arbejdede under ekstremt vanskelige forhold, og som gjorde deres bedste for at hjælpe de strandende bilister.

Mest af alt er der grund til at glæde sig over de mange positive lokalhistorier om, hvordan de varme hænder, udkørende hjemmepleje og sygeplejersker, formåede at røgte deres job i en meget vanskelig situation og holdt hinanden oppe trods meget svære forhold.

Der er virkelig også grund til at lette på hatten for, hvordan civilsamfundet tog ansvaret på sig og hjalp naboen.

Hvordan landmanden startede traktoren, forcerede snemasserne og sørgede for, at en udkørende sosuhjælper kunne komme frem til en borger, der sad mutters alene og ventede på medicin og en tryg hånd.

De mange positive historier viser, at sammenholdet altid er det stærkeste hold, når hverdagen kræver det. Civilsamfundet kan stå sammen, når ekstreme situationer gør det nødvendigt. Her handler vi bare uden at række hånden i vejret først uden at spørge hos en offentlig instans om det nu også går.

En pendant til en helt anden tid i mindre landsbyer, hvor man var afhængige af hinanden, og andelstanken var dominerende.

Man havde i landsbyen sit eget vandværk, brugsforening, forsamlingshus, frysehus m.m. Hver enkelts succes beroede på, at alle bidrog.

Det var også et samfund, der ikke var rundet af den grasserende velfærdsstats umyndiggørelse. Man tog sig selv af sine svage medborgere og inkluderede dem i fællesskabet, selv om de ikke havde ret meget at stå imod med.

Grundlæggende værdier vi nu så udfoldet så smukt, mens snevejret rasede.

Honnør for det.