Lufthavnsformand langer ud efter kritiske politikere: »Det har været mig en stor ærgrelse«
Formand for Aarhus Airport bedyrer, at politiker-kritik besværliggør hans jagt på en investor. Byrådsmedlemmer mener, at kritikken er »uklog« og »misforstået«.
Jagten på en privat investor til Aarhus Airport går langt fra som håbet.
Halvandet års søgen først lokalt, så nationalt og siden internationalt har ikke båret frugt, men ifølge bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen så er årsagen ikke en dårlig investeringscase, men derimod kritiske røster i Aarhus Byråd.
Det er i hvert fald svært at forstå hans kvartalsmeddelelse til ejerkredsen i juli 2023, som Din Avis Aarhus har fået aktindsigt i, anderledes.
Her langer han under et afsnit med overskriften ’Medier’ ud efter unavngivne politikere fra Aarhus.
»Det har været mig en stor ærgrelse at se visse aarhusianske byrådspolitikere udtale sig kritisk omkring lufthavnens situation og potentiale,« indleder bestyrelsesformanden i den kommunalt ejede lufthavn.
»I en tid, hvor vi søger at re-brande Aarhus Airport, og ikke mindst tiltrække en ny investor, er det ikke særligt befordrende, at der plantes usikkerhed om den politiske opbakning til lufthavnen, og at der unuanceret og udokumenteret fremsættes ufuldstændige påstande om lufthavnens eksistensberettigelse,« revser Lars Dige Knudsen, som fortsætter med at undre sig over, at man ikke fokuserer på den gevinst, lufthavnen ifølge ham er for samfundsøkonomien.
»Vi vil fremadrettet skrue op for kommunikationen om lufthavnens positive indvirkning på samfundsøkonomien. Infrastruktur koster, men pengene kommer tilbage - ikke bare til lufthavnen på sigt, men også i det store fælles regnskab allerede i dag,« slutter han afsnittet i kvartalsmeddelelsen.
Din Avis Aarhus har spurgt Lars Dige Knudsen, om han ikke vil uddybe sin kritik, men på mail svarer han, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen.
»Det er et vilkår«
Selvom Lars Dige Knudsen ikke sætter navn på de byrødder, han gerne så stoppe med at udtale sig kritisk til pressen, så er det ikke svært at finde ud af, hvem der har været mest vokal i sin bekymring over lufthavnens lommesmerter og levedygtighed.
En af dem er løsgænger Henrik Arens, og han kan godt forstå, hvis lufthavnsformanden finder kritik ubelejligt.
»Men det er nu engang min opgave som repræsentant for de aarhusianske skatteborgere, der har smidt hundredvis af millioner i den lufthavn. Lige nu er der en risiko for, at vi igen kan blive tvunget til at yde den støtte, og der ligger ikke en plan for, hvornår det 200 mio. kr. store lån fra kommunen skal tilbagebetales. Derfor er jeg kritisk. Jeg ser ikke samme store gevinster, som han gør, i en lufthavn på Djursland,« forklarer han.
Men medgiver du, at kritik fra majoritetsejerne ikke gør det lettere at tiltrække en investor?
»Hvis det skræmmer en investor, at enkelte byrådsmedlemmer er kritiske, når de store magtpartier gang på gang hælder flere hundrede millioner i foretagendet, så skal man måske sætte sig lidt bedre ind i, hvad man overvejer at investere i. Jeg har tillid til, at en professionel investor ved, at det er et vilkår, hvis man vil ind i en kommunalt ejet lufthavn.«
En anden kritisk løsgænger, Thure Hastrup, affejer også formandens kritik.
»Det er uklogt, at man som bestyrelsesformand beskylder dele af ejerkredsen for at være unuanceret og udokumenteret. Vi har bare en anden holdning. Og hans udtalelser gør mig især urolig, når han i samme skriv tillader sig at påstå, at det er et faktum, at flytrafikken i fremtiden bliver den mest bæredygtige transportform. Det er der ingen dokumentation for at påstå. Tværtimod.«
Forstår ikke kritikken
Det falder også Radikale Venstres Metin Aydin for brystet, når Lars Dige Knudsen anklager politikerne for at være unuancerede og udokumenterede i deres kritik.
For den viden, de får om lufthavnen, får de fra lufthavnen selv, pointerer han.
»Hvis bestyrelsesformanden mener, at vi er underinformerede, så har han jo et ansvar i den forbindelse. Jeg føler mig dårligt orienteret om mange ting. Blandt andet synes jeg ikke, at jeg har fået syn for sagen ift. en forretningsplan, som holder vand. Men det er jo ikke sådan, at jeg ønsker lufthavnen hen, hvor pebret gror. Slet ikke. Jeg mangler bare information. Jeg har ledt efter det og bedt om det, men indtil videre har jeg ikke modtaget noget, der betrygger mig.«
Men har han ikke ret i, at det besværliggør missionen med at tiltrække en investor, når du og de andre kritiserer?
»Jeg tror, at han misforstår vores opgave. Hvis ikke byrådet skal stille kritiske spørgsmål til vores operationer, hvem skulle så? Byrådsmedlemmer bliver nødt til at stille spørgsmål til alt mellem himmel og jord for at sikre, at aarhusianernes penge bliver brugt på den rigtige måde. Hvis han har en operation, som er god eller på vej et godt sted hen, så er der ingen grund til bekymring. Så jeg forstår ikke kritikken.«
Byrådet gav i december Aarhus Airport indtil medio 2024 til at lande en investor. Hvad der skal ske, hvis det ikke lykkes, har borgmesteren ikke ønsket at svare på.