Fortsæt til indhold

Kommunen renoverer bygninger for 10 millioner kroner

Skoler og daginstitutioner med videre får en kærlig hånd.

Politik

Det kan bedre betale sig løbende at vedligeholde og renovere bygninger fremfor at skulle genoprette eller ligefrem være nødt til at bygge nyt som følge af nedslidning.

Sådan lyder det i sagsfremstillingen af en anlægsbevilling på godt 10 millioner kroner af kommunale bygninger i Favrskov Kommune i 2024. Byrådet har sagt god for bevillingen, der skal sikre, at de kommunale bygninger generelt er i god stand og har et godt indeklima og dermed fungerer som en god ramme om medarbejderne og deres arbejdsopgaver.

Et par af de større renoveringsprojekter finder sted i Hadsten, hvor den ældste del af administrationsbygningen skal have udskiftet taget, og Botilbud Elbæk Allé skal have udbedret byggeskader. Der er også afsat en pæn sum til et nyt ventilationsanlæg med mere på Hadbjerg Skole.

Ud af det samlede beløb er der desuden afsat 1,5 millioner kroner til uforudsete udgifter og akutte opgaver samt til en del mindre projekter på under 100.000 kroner.

De enkelte projekter sættes først i gang efter en nærmere faglig vurdering, og der kan opstå uforudsete følgeopgaver, der fordyrer eller forsinker projektet. Det betyder, at der i årets løb kan opstå behov for at prioriterer andre projekter end de nævnte.