Officielt: Østjyske Mona Juul bliver De Konservatives nye formand
Det bliver Mona Juul, der overtager formandsposten i Det Konservative Folkeparti efter Søren Pape Poulsens pludselige død.
Mona Juul er ny politisk leder for De Konservative.
Det oplyser partiet onsdag på et pressemøde. Det er også planen, at hun skal vælges som ny formand.
Det skal ske på et landsråd. Datoen for dette er ukendt, men på søndag mødes partiets hovedbestyrelse for at drøfte den videre proces.
»Forretningsudvalget har enstemmigt indstillet, at Mona Juul bliver ny partiformand. Det har været en meget nem opgave at få opbakning til Mona. Den kom faktisk umiddelbart med det samme,« sagde fungerende formand Michael Ziegler pressemødet.
Mona Juul afløser Søren Pape Poulsen, der døde 2. marts, efter han blev ramt af en hjerneblødning. Han blev 52 år.
»Jeg er rigtig stolt over, at den konservative folketingsgruppe har betroet mig den opgave at blive politisk leder for De Konservative. Vi giver ikke slip på Søren, men vi er nødt til at få en ny politisk leder af vores parti. For sådan fungerer partier. Også selvom det ikke føles helt rimeligt. Vi lover at passe godt på partiet, og vi gør det så godt, vi overhovedet kan,« sagde Mona Juul og fastslog at hendes kommende fokus bl.a. vil være på EU-valget i juni.
På pressemødet blev hun spurgt, om hun har gjort sig overvejelser om at blive mere kendt.
»Mit fokus er meget mere på arbejde end at blive mere kendt. Jeg tænker, at I (pressen, red.) hjælper mig en lille smule. Jeg kan godt sige, at ambitionerne er tårnhøje,« sagde hun uden at ville sætte tal på et mål.
Mona Juul blev i 2019 valgt til Folketinget i Østjyllands Storkreds. Hun bor uden for Horsens, men har en lang erhvervskarriere med stiftelsen af reklamebureauet Envision og en række tunge bestyrelsesposter i Aarhus bag sig.