Fortsæt til indhold

Støtteforening opfordrer regionen til at søge statspenge til redning af akutlægebil

273 millioner kroner kan bruges til at styrke den akutte indsats.

Politik

Der skal være mulighed for hurtig hjælp i alle dele af landet ved alvorlig sygdom eller skade. Derfor har Sundhedsstyrelsen nu slået en pulje op, der skal hjælpe regionerne med at styrke den akutte indsats. Puljen løber fra 2024 til 2027 og indeholder 273,3 mio. kr. i alt, og kan søges af de fem regioner.

Støtteforeningen for Grenaa Sundhedshus har henvendt sig til samtlige medlemmer af regionsrådet i det midtjyske med en klar opfordring til, at Region Midtjylland sender en ansøgning om de statslige puljemidler afsted.

»Så er det tid til, at I sender en ansøgning om midler til hjælp til styrkelse af den akutte indsats på Djursland. Netop nu har I fået mulighed for at reetablere den oprindelige akutte indsats på Djursland ved hjælp af de midler, der nu kan ansøges om. Vi har en klar forventning om, at I vil ansøge om del i disse midler, til reetablering af akutlægebilen på Djursland, og yderligere tiltag til styrkelse af funktionerne på Akutklinikken på Grenaa Sundhedshus,« lyder forslaget fra formand for støtteforeningen, Mette Bagger Kirk.

Midler fra puljen vil have en betydning for arbejdet på det præhospitale område, som omfatter hjælp til akut syge, tilskadekomne eller fødende borgere inden ankomst til et sygehus. Her kan midlerne benyttes til blandt andet kompetenceudvikling, indkøb af flere ambulancer eller opdatering af akutbilernes udstyr. Puljen er en forlængelse af den tidligere akutpulje fra 2022 og skal støtte det arbejde, der blev iværksat i den forbindelse.

»Arbejdet med at styrke den akutte indsats i regionerne er allerede godt i gang, efter der i sundhedsaftalen fra 2022 blev afsat midler til området,« siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Karen Geismar, der håber at puljen vil give anledning til at videreudvikle indsatserne: »Vi håber, at det gode arbejde, vi har set i 2023 og 2024, videreføres, så indsatsen på området styrkes yderligere.«

Tidligere bestod de præhospitale opgaver primært i at transportere patienten til hospitalet. I dag er den præhospitale indsats i højere grad en integrereret del af det samlede sundhedsvæsen, som bidrager til behandling, smertelindring og afkortning af patientens samlede sygdomsforløb. Det betyder at patientens behandling ofte starter så snart hjælpen når frem til et skadested, hos en akut syg patient eller hos en fødende, og derfor har det i højere grad end tidligere betydning for patienten, at der arbejdes på at optimere den præhospitale indsats.

Hidtil har meldingen fra et stort flertal i regionsrådet lydt, at man selvfølgelig vil søge fra den statslige støttepulje - men at pengene herfra skal bruges på at redde akutlægebilen i Silkeborg. Om et par måneder forsvinder akutlægebilen efter politisk beslutning i regionsrådet fra Grenaa - og den erstattes af en ambulance med en paramediciner.