Fortsæt til indhold

Anholt får bedre toilet- og badeforhold

Der er sat 600.000 kroner af til renevoering af offentligt toilet ved Anholt Forsamlingshus.

Politik

Der er 30 offentlige toiletter i Norddjurs Kommune. Et af dem - som endog rummer både toilet og bad - kan nu se frem til en gennemgribende renovering, som der er sat 600.000 kroner af til i kommunens budget.

De penge er nu frigivet efter en proces, som er gået glat igennem i det politiske system. Tommel op i alle udvalg - og vedtaget i kommunalbestyrelsen uden en eneste kommentar fra et af de 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Det har længe været kendt, at de offentlige toiletter på Anholt trænger til fornyelse. Bygningen med de offentlige toiletter og badeforhold er bygget sammen med Anholt Forsamlingshus, og toiletterne bruges af både besøgende og beboere på Anholt samt forsamlingshusets brugere.

Forvaltningen har kontaktet bestyrelserne for Anholt Forsamlingshus og Anholt Borgerforening for at drøfte mulighederne for at forbedre toiletforholdene i Anholt By ud fra to muligheder. Enten en renovering af eksisterende toilet- og badeforhold i forsamlingshuset eller etablering af ny præfabrikeret bygning med ét handicaptoilet og overdragelse af eksisterende toiletbygning til forsamlingshuset.

Der er opnået enighed om, at projektet skal omfatte en renovering af eksisterende toilet- og badeforhold. Men de nuværende forhold overholder ikke krav for offentligt tilgængelige bygninger, og der er derfor udarbejdet en ny indretning for toiletterne i henhold til vejledning fra Dansk Handicap Forbund.

Forvaltningen har i samarbejde med bestyrelserne på Anholt udarbejdet en ny indretning. Den nye indretning indeholder et fælles toilet med to toiletbåse, et mindre toilet samt et handicaptoilet med bademuligheder, der overholder de nuværende regler.

Forvaltningen foreslår, at tilbud for entreprenørarbejdet indhentes som underhåndsbud, og tildelingskriteriet er laveste pris. Det foreslås desuden, at forvaltningen bemyndiges til at indgå kontrakt med den billigste entreprenør.