Fortsæt til indhold

Hyggelig mandag morgen med morgenbrød, sigtekorn og kaffe på perronerne

Letbanens fødselsdag markeres over hele to festdage.

Politik

Den 30. april 2024 markerer en betydningsfuld milepæl for Letbanen, når den fejrer sin femte fødselsdag.

Med daglige brugertal på over 20.000 har Letbanen etableret sig som en nøgleaktør i regionens transportnetværk.

Fra sin første strækning fra Aarhus Hovedbanegård til Universitetshospitalet i Skejby i 2017 har Letbanen udvidet til at dække en strækning på 110 kilometer skinner, der krydser fire kommunegrænser.

Det forgangne år var præget af en bemærkelsesværdig præstation, fordi Letbanen satte en passagerrekord med næsten 6 millioner rejsende. Med yderligere 1,6 millioner passagerer alene i første kvartal af 2024 ser det ud til, at Letbanen fortsat er på vej mod nye højder.

Borgmester Michael Stegger Jensen og formand for Ryomgård Distriktsråd, Michael Mikkelsen, stod klar mandag morgen foran Anders Gjerding Gertsens smukke kunstværk 'Ud & Hjem' ved letbanestationen i Ryomgård. Duoen hjalp hinanden med at servicere pendlerne. Pressefoto

Kør gratis på fødselsdagen

For at fejre denne succes vil Letbanen tilbyde gratis rejser den 30. april som en gestus til de rejsende. Der vil også være forskellige underholdende aktiviteter og forfriskninger både i togene og ved stoppestederne.

Morgenbrød mandag

Allerede i morges, mandag 29. april, var flere lokalpolitikere tidligt ude af sengen for at markere femårs fødselsdagen.

Sammen med forskellige lokale repræsentanter trådte de til på de forskellige perroner, der hører Syddjurs til, for at sikre, at dagen startede gnidningsløst.

Med en kasse morgenbrød og dampende kaffe i termokander blev morgenen forvandlet til en hyggelig start på dagen for de pendlere, der enten skulle ’ud eller hjem’.

For at sætte prikken over i’et var der også sat små flag op på perronen.

Et ekstra plus var det, at vejret var smilende godt, så letbanetoget gled fremad som kørte det på et velsmurt rundstykke.