Fortsæt til indhold

Vinder kampvalg overbevisende: Metin Aydin er ny radikal spidskandidat

Metin Aydin kommer til at stå øverst på listen hos de radikale til det kommende kommunalvalg.

Politik
ddp

De aarhusianske medlemmer af Radikale Venstre valgte søndag deres spidskandidat til kommunalvalget i 2025.

Stemmesluger Metin Aydin afløser Rabih Azad-Ahmad, der har været de radikales rådmand og politiske leder i en årrække.

Rabih Azad-Ahmad havde forud for søndags opstillingsmøde på Dokk1 erklæret sig ude af kampvalget af hensyn til sin familie og sin for tidligt fødte søn, og derfor var det Metin Aydin og Bettina Nørkjær Franch at vælge mellem for den radikale vælgerforening.

52-årige Aydin vandt overbevisende med 65 stemmer mod 33.

»Jeg er utrolig stolt og ydmyg over den tillid, der er blevet vist mig i dag. Jeg vil arbejde for et stærkt radikalt mandat til kommunalvalget,« siger Metin Aydin i en pressemeddelelse.

Med spidskandidaten på plads venter resten af den radikale opstillingsliste, der vil blive valgt d. 5. oktober.

Her vil både Bettina Nørkjær Franch og Rabih Azad-Ahmad stille sig til rådighed som kandidater for den radikale liste.

»Jeg ser frem til at kæmpe for den radikale sag i Aarhus Kommune. Det er en valgkamp, der allerede er i sin spæde begyndelse. Derfor glæder jeg mig til at arbejde sammen med den nu valgte spidskandidat,« siger Bettina Nørkjær Franch.

Bettina Nørkjær Franch var den eneste modkandidat. Hun fik 33 stemmer mod Aydins 65. Pressefoto

Rabih Azad-Ahmad fortsætter som partiets politiske leder og rådmand frem til det kommende valg. Når stemmerne er talt op til den tid, vil den radikale gruppe konstituere sig.

Metin Aydin blev valgt til byrådet for første gang i 2021, hvor han 2.861 personlige stemmer - ca. 700 flere end den daværende spidskandidat Rabih Azad-Ahmad.

Dengang ønskede han dog ikke at blive kulturrådmand, forklarede han efter valget.

Siden sit indtog i byrådet har Metin Aydin, der er uddannet arkitekt, profileret sig som medlem af Teknisk Udvalg, hvor han især har gjort sig bemærket med sin modstand mod havneudvidelsen. Derudover er han også medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget samt Klima- og Bæredygtighedsudvalget.

Nuværende politiske leder og rådmand Rabih Azad-Ahmad fortsætter frem til valget, hvor han også vil søge opstilling til den radikale liste. Pressefoto