Pludselig kunne de to lækre skår på granitsoklen tale!
Ryomgårds smukke Jernbanegade blev lige pludselig centrum for improvisatorisk gadeteater en søvnig og solrig mandag i middagsstunden.
Med åbningen af letbanen i maj 2019 blev Ryomgård beriget med en ny kunstnerisk tilføjelse til bybilledet: Anders Gjerding Geertsens imponerende bronzeskulptur ’Ud og hjem’.
Placeret på en granitsokkel foran stationen er skulpturen udformet, så den er ens fra begge sider.
Det giver den en visuel symmetri og tiltrækker opmærksomhed fra alle vinkler.
Ryomgård Distriktsråd initierede i sin tid projektet og bad kunstneren om at skabe et værk, der harmoniserer med det pulserende byliv på Jernbanegade.
Anders Gjerding Geertsen løste opgaven med både elegance og præcision. ’Ud og hjem’ er blevet et smukt element i Ryomgårds byrum, men også en fortælling om lokalsamfundets liv og dynamik.
Skulpturens form, indhold og placering vidner om en dygtig kunstner, der forstår at skabe værker af høj kvalitet. En sand lise for sjælen midt i et byrum, der andre steder fortjener kunstværker af samme høje kvalitet.
Hvad var nu det?
Der er sikkert mange gæster til og fra letbanetoget, der har taget sig selv i at tænke: Hvad ville de to ’Ud og hjem’ piger mon sige, hvis de havde mulighed for det?
De ser hver dag mennesker i fuldt trav ud til en ventende bil eller kærester, der kysser farvel, fordi den ene skal med letbanetoget. De ser garanteret også noget ved nattetide.
Forleden fik de to piger mæle, og det viste sig hurtigt, at de bestemt ikke var mundlamme.
Foran et levende publikum bestående af 3. A og 3. B fra Marienhoffskolen, kom der hurtigt gang i en til tider højrøstet og engageret snak, som i den grad tændte op under børnene, der lige først skulle finde ud af, hvad det nu var for noget.
Da børnene først var blevet dus med situationen, indgik de flot i et stykke improvisatorisk gadeteater som Søren Mølstrøm, direktør for Kunst ud til Folket og skuespiller i gadeteateret, var primus motor for.
Søren Mølstrøm (1985) er digter og musiker, der har sat sig for at berige verden med kreative udtryk. Med en uddannelse i historie og performance-design fra Roskilde Universitetscenter, har han ballast til at udfordre nutidens kunstneriske muligheder.
Kunsten til live
SNAK med skulpturerne bryder med den traditionelle opfattelse af kunst som noget eksklusivt og intellektuelt.
»Vi sætter sensorer fast på skulpturerne og tænder for maskinen. Pludselig kan folk høre, hvad skulpturerne siger. Ja, de kan sågar selv tale med dem,« forklarede Søren Mølstrøm.
Ved at lade skulpturerne tale direkte til børnene gennem improvisatorisk gadeteater skabes der en magisk og nærværende oplevelse.
Her handler det ikke om fakta eller kunsthistoriske fortolkninger. I stedet er børnene med til at bygge et eventyr op omkring skulpturerne, tale med dem, digte fantasifulde fortællinger og undersøge, hvad vi egentlig kan bruge skulpturen på det lokale torv til.
Bag illusionen af talende skulpturer gemmer sig skuespillere, der bringer kunsten til live og inviterer børnene til at deltage aktivt i historiefortællingen.
Hovedparten af børnene hoppede med på legen og spillede ivrigt med i byrummet. Så meget, at bybilledet på Jernbanegade ændrede sig. Bilerne begyndte at køre langsomt, fordi bilisterne skulle se, hvad der foregik.
Fodgængerne stoppede op.
Ventende passagerer til letbanetoget tittede forbi og forhørte sig:
»Hvad er det, der foregår,« lød det spørgende mere end en gang.
Den enøjede Allan
Børnene var så opslugt af historien, som de selv var med til at udvikle og til slut spinde en ende på.
Søren Mølstrøm sørgede for dynamikken og, at de fleste opstrakte børnehænder fik lov til at byde ind med forslag til, hvordan man fik ham til labre fyr, Mike, som de to ’Ud og hjem’ piger kurtiserede, at se.
Det blev påstået, at han sad gemt nede i den tonstunge granitsokkel. Derfor var børnene oppe at se, om de kunne flytte pigerne væk fra soklens låg og endog løfte granitlåget.
Pludselig udviklede historien sig via børnenes spørgsmål til pigerne.
Mike blev til Allan. Et højt skur med et øje placeret midt i panden, som var han en kyklop fra den græske mytologi.
Det var Allan nu ikke.
Han var nemlig Knudepunktskiltet tæt på, letgenkendeligt. Det markerer et mødested mellem kollektiv transport, samkørsel, flextrafik og plustur!
Fantasien fik virkelig lov til at udfolde sig, og hovedparten af børnene nød det.
Der blev både grinet, råbt højt, protesteret og markeret, før en mere og mere svedig og rødmosset Søren Mølstrøm måtte sige efter tre små kvarter, at nu var der tid til et break.