Udvikler til Syddjurs-politikere - skal jeg give op efter fem års modarbejde?
Boligprojektet i Birkeparken står stille efter fem års ventetid på politisk handling. Måske der alligevel er lys forude?
»Jeg er ked af at trætte jer med beklagelser, efter I lovede at fremme sagen efter afslaget på grund af tagkonstruktionen i august 2022.
Fem års kamp for at forskønne bymidten er stadig ikke kommet videre. Jeg har før spurgt, om I helst ser, at vi giver op.
Hvis det er tilfældet, så sig dog til.«
Sådan lød det forleden i en mail fra udvikler Søren Rasmussen, Rønde, til borgmester og formanden for Erhvervs- og planudvalget.
Søren Rasmussen henviser til lokalplan 444 for etageboliger og tæt-lave boliger i Birkeparken i Rønde.
Lokalplanen blev vedtaget i august 2022 efter en kaotisk behandling. For Socialdemokratiet var ’sadeltag’ altafgørende og partiet henviste til en tvivlsom borgerundersøgelse.
Venstrefløjen bakkede op uden stor overbevisning.
Siden har projektet, som imødekommer politiske ønsker om byfortætning, stået stille.
Søren Rasmussen overvejer nu at trække sig.
Han startede for fem år siden med at forhøre sig i kommunen om mulighederne for at opføre en vaskehal ud til Hovedgaden på en del af det område, der udgør Birkeparken.
Det fik han nej til og blev i stedet anbefalet at arbejde med et boligprojekt i samme område.
Det ville blive taget imod med kyshånd, fordi byfortætning er et højaktuelt politisk tema. Søren Rasmussen & co. gik i gang i samarbejde med en medarbejder i planafdelingen hos Syddjurs Kommune.
Han fulgte de anbefalinger, der blev ham givet. Bl.a. at rykke byggeriet seks meter væk fra Hovedgaden, tænke i flere udkørselsmuligheder og et godt omgivende miljø.
Da han blev bedt om at gå fra fire til tre etager, gjorde han også det.
Det er tilsyneladende de færreste i Byrådet, der kender forhistorien. Måske er det derfor, at den politiske interesse er meget lille?Udviklerstop?
Fem år er alt for lang tid i en erhvervsvenlig kommune - eller hvad?
Berigtigelse:
Syddjurs Kommunes informationschef Ole Bjarke Nielsen har efter, at Adresseavisen kom på gaden, reageret på kommentaren på følgende vis:
»Det fremgår af lederen at lokalplan 444 blev vedtaget i 2022 – det er muligvis en slåfejl.
Lokalplanen er ikke vedtaget i 2022, og planafdelingen arbejder i tæt samarbejde med udvikler på at afklare plangrundlaget. Vi forventer, at lokalplanen bliver udarbejdet efter sommeren 2024 og at et forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan kommer til politisk behandling primo 2025.«
Beklagelse:
Adresseavisens lokalredaktør beklager, at det fremgår, at lokalplan 444 blev vedtaget i 2002.
Det er naturligvis ikke korrekt, hvilket også fremgår af de artikler, som Adresseavisen skrev desagående:
Byrådet blev til Byrodet og opførte slapstick komedie
Birkeparken - Borgmesteren og udvalgsformand Kolstrup må i 13. time udvise statsmandskunst
Carsten Skivild: »Rønde Distriktsråd håber fortsat på Birkeparken«
’Slåfejlen’ ændrer dog ikke ved, det komplet uforståelige i, at sagen er trukket så meget i langdrag, at det er forståeligt, at udvikler reagerer over manglende politisk handling.