Ø: Budgettet skal ikke kun være for politikere og embedsmænd
Inddragelse af borgerne vil give bedre og mere retfærdige beslutninger, mener Enhedslisten.
Enhedslisten (Liste Ø) i Favrskov Kommune vil inddrage borgerne i budgetforhandlingerne for perioden 2025-2028, som kommunen og lokalpolitikerne er på vej ind i.
»Endnu engang sker det uden om borgerne. Dette er dybt problematisk og forringer kvaliteten af de beslutninger, der træffes,« siger partiets lokale byrådsmedlem, Thake Fogh Cordt, i en pressemeddelelse.
Enhedslisten inviterer derfor til en række borgermøder om budgettet, hvor alle kan møde op og komme med input.
- 6. august kl. 19.30 i Sløjfen, Hadsten: Fokus på Social og Sundhed samt Arbejdsmarked.
- 12. august kl. 19.30 i InSide, Hammel: Fokus på Børn, Skole, Kultur og Fritid.
- 14. august kl. 19.30 i Sløjfen, Hadsten: Fokus på Anlæg.
- 20. august kl. 19.30 i Hinnerup Kulturhus: Fokus på Miljø, Teknik, Plan samt Økonomiudvalg.
Ifølge Enhedslisten er det afgørende, at borgerne har en stemme i budgetforhandlingerne.
»Gennem åben dialog kan byrådet bedre forstå borgernes bekymringer og idéer, hvilket fører til bedre beslutninger. Uden borgernes input risikerer byrådet at træffe beslutninger, der ikke afspejler borgernes behov og ønsker. Borgerinddragelse styrker tilliden mellem kommunen og dens borgere, og det skaber bedre og mere retfærdige beslutninger,« siger Thake Fogh Cordt.