Venstre skifter ud i Aarhus: Vælger ny formand et år før valget
Christian Marck Nielsen er ny formand for Venstres lokalafdeling i Aarhus og erstatter dermed Hans Skou, som selv har valgt at træde tilbage fra posten.
For anden gang siden seneste kommunalvalg bliver der skiftet ud på lokalformandsposten hos Venstre i Aarhus Kommune.
På en ekstraordirnær generalforsamling tirsdag blev Christian Marck Nielsen således valgt som ny formand og overtager dermed staffetten fra Hans Skou, der selv har besluttet at træde tilbage »for at fokusere på sine politiske ambitioner.«
»De er, forudsat at Venstre synes, det er en god idé, at jeg byder ind med at være kandidat til både byrådsvalget og regionsrådsvalget næste år. I det lys kan man ikke sidde i stolen som formand, hvor man sidder med til at godkende de kandidater, som stiller op. Det vil være som at sidde på begge sider af et forhandlingsbord,« uddyber Hans Skou, som tidligere har været medlem af Aarhus Byråd i samlet set fire perioder.
Ved seneste valg for små tre år siden lykkedes det dog ikke for det mangeårige Venstre-medlem at opnå genvalg, da hans 739 personlige stemmer kun rakte til en plads som Venstres tredje suppleant.
Du havde ikke en ambition om at blive opstillet, da du blev formand sidste år?
»Jeg ved ikke, om jeg ikke havde ambitionen, men den har i hvert fald modnet sig, og sådan er det nogle gange, når tiden går, og man kommer tættere på et valg,« lyder et fra Hans Skou, som ikke lægger skjul på, at han var skuffet efter sit seneste personlige valg.
»Det sagde jeg vist også offentligt dengang,« indskyder han.
Valgt uden kampvalg
Venstres nye lokalformand blev valgt uden modkandidater. Der var lagt op til kampvalg, men den anden kandidat valgte at trække sit kandidatur aftenen forinden. Christian Marck Nielsen er stolt over valget , og han har allerede taget arbejdshandskerne på, fortæller han:
»Min ambition er, at vi får sat yderligere skub i planlægning og eksekvering af den kommende valgkamp næste år, så vores kommende kandidater til byrådet har en god fornemmelse,« fortæller den nye lokalformand.
Ved seneste valg rykkede Venstre ned som nummer to i den borgerlige lejr, da Det Konservative Folkeparti overhalede partiet med et mandat, og de seneste meningsmålinger på landsplan har heller ikke set for gode ud. Christian Marck Nielsen ønsker dog ikke at gå ind i en snak omkring forventningen til næste års valgresultat.
»Det er for tidligt, at jeg begynder at udtale mig om sådan noget, og når vi kommer længere hen, vil det også være vores politiske leder I Aarhus, Christian Budde, der udtaler sig om det. Det er godt at have klare arbejdsfordelinger, og Christian Budde er Venstres politiske leder i hele Aarhus, imens mit arbejde primært er den organisatoriske del,« fortæller Christian Marck Nielsen, som tidligere har været formand for Venstres vælgerforening i Aarhus Øst.
Indtil videre har Venstre i Aarhus kun valgt partiets spidskandidat til næste valg, hvilket er politisk leder Christian Budde. Ifølge Christian Marck Nielsen bliver det først i det sene efterår eller i begyndelsen af næste år, at den komplette kandidatliste bliver offentliggjort.
»Der et hold af kandidater, som er lokaliseret, men de er ikke listet og klar til fremlæggelse endnu. Og jeg vil tro, at der kommer flere end dem, der er nu,« tilføjer den nye lokalformand.