Beskyldes for ’gangstermetoder’: Opfordrer byrådsmedlem til at trække sig
Medlemmer af Randers’ konservative vælgerforening beskylder den nuværende spidskandidat Daniel Madié for at være egenrådig og uegnet til at repræsentere partiet.
Randers’ konservative vælgerforening opfordrer spidskandidat Daniel Madié til at trække sig som spidskandidat før tirsdagens ekstraordinære generalforsamling.
Det skriver vælgerforeningen i en pressemeddelelse.
»Vælgerforeningen har ikke alene mistet tilliden til, at Daniel Madié kan samle og lede den konservative byrådsgruppe, men stiller nu også spørgsmål ved, om han er egnet til at repræsentere Det Konservative Folkeparti i Randers,« står der blandt andet.
Ni medlemmer af den konservative vælgerforening står bag opfordringen om, at Daniel Madié skal trække sig.
»Senest har det udmøntet sig i trusler om blandt andet politianmeldelser af medlemmer af bestyrelsen, hvilket nu har medført, at formand Christian Krogh og næstformand Christian Hartmann dags dato har valgt at trække sig, da de ikke vil stå model til disse gangstermetoder der lægges for dagen,« står der i pressemeddelelsen.
Ingen kommentarer
TV2 Østjylland har talt med Daniel Madié, der siger, at han ikke ønsker at diskutere sagen i detaljer igennem medierne.
Han siger videre, at han faktisk først blev bekendt med den, da han blev kontaktet af en journalist, som læste pressemeddelelsen højt for ham i telefonen søndag eftermiddag.
»Det er da lidt specielt, at jeg ikke selv har modtaget noget fra dem, og det undrer mig, hvorfor de skriver de her ting. Jeg ser det som noget, der har en direkte sammenhæng med det, der skete tilbage i april, da et flertal af medlemmerne valgte mig som spidskandidat frem mod kommunalvalget i 2025, for dengang var min direkte modstander én af dem, der nu er afsender på pressemeddelelsen,« siger Daniel Madié.
Der er tale om Morten Munk Andresen, som er medlem af Randers’ konservative vælgerforening.
Han siger til TV2 Østjylland, at pressemeddelelsen og opfordringen til partikollegaen om at trække sig er resultatet af noget, som har ”en længere historik bag sig”.
Ikke rette mand
Hans hovedbudskab er, at Daniel Madié uanset hvad ikke er den rette mand til at tegne partiet udadtil, fordi Daniel Madié ”er sig selv nærmest”, som han udtrykker det.
»Daniel har gjort nogle ting, som i vores optik ikke er foreneligt med at være spidskandidat, med at repræsentere vores medlemmer og den konservative sag. Når man truer andre med politianmeldelser og sender juridiske skrivelser, der har til formål at intimidere, er det konfliktoptrappende og ufint,« siger Morten Munk Andresen.
Hvad er det, han skulle have indgivet politianmeldelser omkring?
»Det kan jeg ikke forklare nærmere, for jeg er ikke selv en del af det, men de handler mig bekendt om injurier. Anmeldelserne er rettet mod vores formandsskab - eller - vores daværende formandskab, som det jo er nu, og jeg kan ikke se, hvordan det overhovedet kan komme på tale, at de skal kunne sigtes eller straffes for noget,« siger Morten Munk Andresen.
Uden formand
Det tidligere formandskab bestod af Christian Krogh som formand og Christian Hartmann som næstformand. Vælgerforeningen er i skrivende stund uden formandskab.
TV2 Østjylland har ligeledes spurgt Daniel Madié, hvad det handler om i forhold til politianmeldelser, men det ønsker han ikke at kommentere på før tidligst efter tirsdagens ekstraordinære generalforsamling, der finder sted på Underværket i Randers.
Angiveligt med startskud klokken 19.00.
Efter det møde forventer han, at der bliver meldt forskellige nyheder ud, som han altså for nuværende ikke ønsker at uddybe. Det vil han ikke, fordi han ”er opdraget til at tage partimedlemmer med på råd, før man som parti melder noget ud,” siger han og tilføjer, at han i den mellemliggende periode vil fokusere på at passe sit politiske arbejde med blandt andet et besøg på Randers Havn mandag.
»Det er en ekstraordinær generalforsamling, som Daniel Madié sammen med Bo Vestergaard har fundet 25 støtter til. Der var allerede planlagt en ekstraordinær generalforsamling 30. september, så jeg betragter det her som en slags kontra-indkaldelse, hvor de to forsøger at styre alting selv og sammensætte en ny bestyrelse efter deres hoved,« siger Morten Munk Andresen.
»Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske på tirsdag.«